fredag den 24. juli 2015

Kartoffelvarmer

Så blev kartoffelvarmeren færdig. En hurtigt lille projekt. Jeg forestiller mig, at den skal bruges, når vi sidder ude og spiser. Opskriften er hente hos Karen Klarbæk for så vidt angår den øverste del. Men jeg valgte at hækle en mere kompakt underdel, da der så nok er mere varme i den.
Jeg kan ikke lade være med at sende en tanke til oldemor og mormor, da det nok var på deres tid, det var 'moderne' med sådanne ting. Tidligere i mit liv, ville jeg have moret mig over en sådan ting - og gør det måske også nu!!!! Men nu skal den i hvert fald afprøves.  

Natnut hviler ud og får håret sat.

Siws natnut måtte i går med mig hjem for at blive repareret. Hun var ved at tabe hue og hår. Hun har lige været med på vandretur i Norge, så hun har vist også brug for lidt hvile. Hun kunne så ikke komme med på tur til København, men det var vigtigt, at hun blev frisk igen.
Jeg tror næsten ikke, jeg nogensinde vil kunne lave noget, børnene bliver lige så glade for, som disse små 'væsner'. De er med rigtig mange steder, og de er altid med ude at rejse, og dermed også gode 'fortællere' om, hvad børnene oplever. I det hele taget er de altid et godt udgangspunkt for samtaler om alting, som rører sig i børnenes verden.



torsdag den 2. juli 2015

Sculpture by the sea

I går tog vi en hurtig beslutning. Jeg havde dagen i forvejen arbejdet i haven, og kroppen var lidt træt, så den stod ikke på havearbejde denne dag. Vi havde talt om, at vi skulle op og se Sculpture by the sea i Århus. Vejret var dejligt, så efter morgenmaden var det bare afsted, og heldigvis for det, for udstillingen slutter den 5. juli. Jeg troede, det var den 5. august, men manden min havde helt styr på datoerne, så godt vi kom afsted.
Vi startede gåturen ude ved Varna, hvor vi også parkerede. Vi heldige at få en parkeringsplads der - og i skyggen. Der var nemlig utrolig mange mennesker, der havde fået samme ide som os, så der var faktisk ret fyldt på stranden, og parkering var nogle steder helt overskuelig, nærmest at betegne som kaos.
Igen i år var der rigtig meget spændende at se på

SHAN SHUI BUNDLES
Materialer: Rustfrit stål, fiberglas, billak/Stainless steel, fibreglass car paint

DROPPINGS AND THE DAM(N)
Materialerne er brugte plastiklåg, ståltråd/used bottle tops, steel wire, steel
1
HELLO GOLEM
Materialer:Glasfiber-armeret plast, ethylcarbamat/Glass fibre reinforced plastic,ethyl carbamate
OCEAN ODYSSEY
Materialer: sand, cement og muslingeskaller/Sand, cement and seashills
DUET KNIT
Materialer: Farvestrålende garn/Yarn in bright colours
 En helt igennem dejlig dag, hvor frokosten blev indtaget på Hotel Marselis'  udsigtsterrasse. Er det ikke fantastisk, at man kan få sådan en kunstoplevelse helt gratis. TAK for det!
 




 






tirsdag den 30. juni 2015

En dejlig dag

Dagen er startet stille og dejligt. Solen skinnede ind gennem vinduet allerede kl. 5.30, men jeg valgte dog ikke at stå op der, men hyggede mig med en bog indtil klokken blev 7.
Manden min er hurtigere til at spise morgenmad end jeg, så da han gik ud for at fordre fuglene skulle jeg først til at i gang med kaffen. Han gjorde opmærksom på, at det var rigtig dejligt udenfor, så kaffe og avis kom med ud
Men der var andre gøremål på morgenstunden. Jeg skulle til morgensang i As kirke, så i bad og op på
cyklen. En dejlig tur ned til kirken, som ligger så smukt med udsigt til både himmel og hav.

 Billedresultat for As Kirke
Morgensangen startede med, at kirkesangeren og hans hustru sang Godmorgen lille land.
Herefter var det vores tur til at synge. Vi sang bl.a. Nu vågner alle guds fugle små. De havde nu været vågne længe, men en dejlig sang! Dejligt at få rørt stemmebåndene med nogle af vores dejlige salmer, og dejligt at sige godmorgen til en hel masse mennesker, der lige som jeg holder af, at starte dagen med sang.
Hjemme igen gik jeg en runde i haven og så, at det nu var tid til at plukke de første jordbær.
Her er de så, og vi skal nyde dem ude i solen. Jeg behøver vist ikke sige, at jeg elsker jordbær.
Bare solen og det dejlige vejr fortsætter. Alt bliver lettere, når solen skinner. Nu skal jeg i gang med at bekæmpe myrer. De tror, de er velkommen her på Skrænten, de er kommet i hobetal, men det de slet ikke.


fredag den 26. juni 2015

Havearbejde m.m.

I dag har jeg arbejdet lidt i haven. Det er jo en dejlig tid, hvor meget står i blomst, men selvfølgelig mangler vi lige solen!
Kejserkronen knejser mellem lavendlerne.
Husløgenes blomster er jo også fine. 
Jeg er vist ved at blive lidt doven - nogle vil måske mene, at det ikke er noget, der sker lige nu! Men Jem & Fix åbnede forretning i Juelsminde den anden dag, og nu så jeg, at de havde tilbud på et havebord og stole, og det er her dovenskaben kommer ind i billedet, for jeg gider ikke flytte rundt på havemøblerne for at finde læ og sol, det er dejligt, når det kun er mig, der skal flytte sig. Derfor har jeg indkøbt dette sæt (selv om manden min vist synes, vi har havemøbler nok). 
Yderst simpelt - og billigt.




Alle nåede tilbage til Skrænten

1
Både dem med og uden kosteskaft.


onsdag den 24. juni 2015

Ægte håndarbejde

I sidste uge var jeg til en fødselsdag, hvor fødselaren havde modtaget et kort med en tekst, som jeg gerne vil delagtiggøre alle håndarbejdsinteresserede i, da jeg synes, den er så fin. Hvorfra den stammer, ved jeg af gode grunde ikke, så jeg håber, det er i orden, at jeg videreformidler den her!
Hver eneste dag strikker vi
et lille stykke videre på vort liv.
Nogle strikker fuld af kærlighed og med omhu,
man mærker, hvilken glæde de har af
at frembringe deres livsværk.
Andre strikker uvilligt og møjsommeligt,
man mærker, hvilke kræfter og anstrengelser, det koster dem
at påtage sig "livet" hver eneste dag.
Nogle vælger et kompliceret mønster,
andre et ganske enkelt.
Ofte er det et broget "strik",
men det kan også være et stykke i triste farver.
Vi kan ikke altid selv bestemme farverne,
og kvaliteten af garnet varierer.
En gang er det hvidt og loddent.
En anden gang er det gråt og kradser.
Og indimellem lader man en maske falde
eller den falder af sig selv.......
.... og efterlader huller og et ufuldendt mønster.
Engang imellem går tråden i stykker,
og det kan kun klares med en tyk knude.
Når vi betragter vort liv,
ved vi nøjagtigt, på hvilke steder knuderne er.
Og af og til sker det, at en eller anden
smider sit strikketøj hen i et hjørne.
For menneskene forbliver det en evig hemmelighed,
hvor mange livstråde vi endnu har at strikke med.
Du har pindene i din hånd.
Du kan skifte mønster,
teknik eller værktøj.
Du kan bare ikke trævle op.
Heller ikke et ganske lille stykke.