50 års skolejubilæum 22-06-2013

Efter at have haft andet på programmet end blogge, er der nu tid igen. Det første jeg vil  fortælle om, er en rigtig dejlig lørdag, hvor jeg mødtes med klassekammerater fra Skanderborg Realskole. Bemærk, jeg skriver ikke gamle klassekammerater, for ingen af os er bestemt gamle, selv om det er 50 år  siden, vi sagde farvel til hinanden på Skanderborg Realskole.
Vi mødtes på skolen kl. 13 Vi skulle da lige kigge hinanden lidt an. Nogle af os har vist ikke set hinanden, siden vi havde 25 år jubilæum. Men hurtigt så jeg, at man faldt ind i "gamle roller" fra skoletiden.
Vi fik en rundvisning på en skole, som har gennemgået store ændringer, siden vi sagde farvel. Vi så en moderne skole, som er udbygget og stadig har projekter igang, for at følge med tidens krav til en god skole.
Efter kaffe i Kulturhusets cafe, tog vi på Restaurant Vestermølle, hvor middagen blev indtaget. Men hold op, hvor blev der snakket.
At jubilæet blev fejret, kan vi takke to initiativrige drenge for, nemlig Jan og Per, så en stor TAK til jer for det arbejde, i har ydet med at kontakte alle og stå for det fine arrangement.

Vore klasselærer Ernst Jensen var også med. Han er såmænd kun 14 år ældre en os.

Der blev "knipset" flittigt for at fastholde de glade minder. 

Tove, Inger og Ulf.

Hanne, Kaja, Margrethe og Per

A klassen deltog også.

Per og Vagn

Jeg brugte munden til at tale med mere en fingrene til at fotografere med, så jeg gemmer minderne i hukommelsen i stedet for i fotoapparatet.

Men TAK til alle for en rigtig dejlig lørdag, som for mig først sluttede  her på Skrænten kl. godt 24.



Beskæftigelse til hænderne og tankerne flyver.

Jeg mangler aldrig beskæftigelse her på Skrænten. Heldigvis. De sidste par dage har der været gang i strikkepindene. Et par af mine kære skal på vandretur i Norge. Far og datter starter torsdag  deres første vandretur sammen. Det er spændende, når man er otte år. Da de planlagde, hvad der skulle i rygsækken vister det sig, at hun er vokset ud af de sokker, hun brugte i vinter, så da telefonen ringede, var det bare med at komme igang. Ingen i min familie skal fryse fødderne - og slet ikke på en vandretur.

Mon ikke de nok skal holde fødderne varme! Far får også et par.



Sokkerne strikker jo næsten sig selv, så det blev tid til at lade tankerne flyve. Jeg tænkte tilbage på den tid, da Thomas rejste jorden rundt.efter gymnasietiden. Det er efterhånden mange år siden. Nu er han over 40 år og har en datter på 8 år, som han vil dele naturoplevelser med. Det er jo ikke, fordi hun ikke har set verden. Hun mangler kun Australien, så har hun besøgt alle verdensdele. Men altid boet komfortabelt, og ikke i telt, som de skal i Norge.

Da Thomas rejse rundt, var der ikke mobiltelefoner, og den måde vi kommunikerede på, var ved at sende breve poste restante til de lufthavne, hvor han sikkert på et tidspunkt ville komme. Han ringede sommetider hjem, når han var et sted, hvor der var telefoner. Ellers var det breve. Ja, der er sket store fremskridt.

Nu sidder jeg og undrer mig over, at jeg er en "hjemmefødning" medens hele min familie må siges at været være kosmopolitter. På fredag rejser min datter til bryllup i Italien. Hun er nok den i familien, der har rejst mest rundt i verden. Hun var også blot lige færdig med gymnasiet, før hun pakkede rygsækken. Heldigvis er kommunikationen nu langt bedre, og begge er søde til at lade mor vide, hvor de er, og hvordan det går. TAK for det. og GOD tur til jer alle.