Beskæftigelse til hænderne og tankerne flyver.

Jeg mangler aldrig beskæftigelse her på Skrænten. Heldigvis. De sidste par dage har der været gang i strikkepindene. Et par af mine kære skal på vandretur i Norge. Far og datter starter torsdag  deres første vandretur sammen. Det er spændende, når man er otte år. Da de planlagde, hvad der skulle i rygsækken vister det sig, at hun er vokset ud af de sokker, hun brugte i vinter, så da telefonen ringede, var det bare med at komme igang. Ingen i min familie skal fryse fødderne - og slet ikke på en vandretur.

Mon ikke de nok skal holde fødderne varme! Far får også et par.



Sokkerne strikker jo næsten sig selv, så det blev tid til at lade tankerne flyve. Jeg tænkte tilbage på den tid, da Thomas rejste jorden rundt.efter gymnasietiden. Det er efterhånden mange år siden. Nu er han over 40 år og har en datter på 8 år, som han vil dele naturoplevelser med. Det er jo ikke, fordi hun ikke har set verden. Hun mangler kun Australien, så har hun besøgt alle verdensdele. Men altid boet komfortabelt, og ikke i telt, som de skal i Norge.

Da Thomas rejse rundt, var der ikke mobiltelefoner, og den måde vi kommunikerede på, var ved at sende breve poste restante til de lufthavne, hvor han sikkert på et tidspunkt ville komme. Han ringede sommetider hjem, når han var et sted, hvor der var telefoner. Ellers var det breve. Ja, der er sket store fremskridt.

Nu sidder jeg og undrer mig over, at jeg er en "hjemmefødning" medens hele min familie må siges at været være kosmopolitter. På fredag rejser min datter til bryllup i Italien. Hun er nok den i familien, der har rejst mest rundt i verden. Hun var også blot lige færdig med gymnasiet, før hun pakkede rygsækken. Heldigvis er kommunikationen nu langt bedre, og begge er søde til at lade mor vide, hvor de er, og hvordan det går. TAK for det. og GOD tur til jer alle.