fredag den 24. januar 2014

Besøg på Aros


Your rainbow panorama
I dag besøgte vi (manden og jeg) kunstmuseet Aros i Aarhus for at se 2 udstillinger. PAS DE DEUX ROYAL - ET KUNSTNERISK MØDE. Det var en rigtig fin oplevelse. Selv om jeg har set dronningens kunst udstillet mange andre steder, må jeg sige, at dronningens og prinsens arbejder spiller rigtig fint sammen. Jeg er virkelig imponeret over, hvad prinsen kan. (Jeg har ikke tidligere givet hans arbejder særlig opmærksomhed). Nogle af hans digte var sat op på væggene, og det gav mig faktisk lyst til at læse hans bøger med digtene. Hans skulpturer er også pragtfulde.
Tal R  THE VIRGIN var noget ganske andet. - Godt vi skulle bevæge os på trapper mellem de 2 udstillinger, så vi lige kunne nå at omstille os. Det mest spændende for mig var hans pigmentmalerier. Her benytter han den gamle teknik med harelim, der varmes op og tilsættes farvepigment.
Efter en dejlig frokost, måtte vi lige igennem byen, inden turen gik tilbage til Skrænten.

torsdag den 23. januar 2014

Post Danmark.....

KL. 7 i morges fik jeg en sms. Det var Post Danmark, der fortalte, at de i dag ville aflevere en pakke på min adresse. Ja, det var jo dejligt, da jeg for et par dage siden havde bestilt 3 bøger på www.plusbog.dk. MEN skulle jeg lige vide det så tidligt!!! En gang imellem klager jeg over for lidt service, så.... Det søde postbud ringede på ved 9-tiden og afleverede pakken. Der skulle ikke kvitteres, hvad jeg plejer at skulle, når der kommer pakker. Senere kom en ny sms, hvori der stod, at nu var pakken afleveret på adressen. Ja, det havde jeg jo lige som opdaget!! Men tak til Post Danmark for sms service!

fredag den 17. januar 2014

En hyggelig morgen

Jeg hører, at der er vældige problemer ude i landet grundet sne og glatte veje. Men ikke her hos mig - måske fordi jeg bor så tæt på havet, som i år ikke er nær så koldt som f.eks. sidste år.
Jeg hygger mig indendøre bl.a. ved at se på billeder af broderi, som vist på messen i Vejle sidste weekend.
Jeg er vild med Pelses pude: Regnbue fra Kunstmuseum Aros. Måske skal jeg snart  i gang med den!



tirsdag den 14. januar 2014

Seriøs strik - ikke bare for sjov!!!


En dejlig strikkeweekend. En flok strikkeglade kvinder mødtes på Garnmessen i Vejle, hvor der blev strikket til neonatal afd. på OUH.  Flere havde forberedt sig, og der var produceret hjemmefra, så der blev hurtigt lavet en rigtig fin opstilling. De 'travle' indkøbere, havde tid til at standse op, beundre, og få en snak om projektet. En rigtig hyggelig stemning. Fra messearrangørerne blev vi serviceret på fineste vis.
Hver gang jeg er sammen med de dygtige kvinder, lærer jeg en masse. TAK for det.
Hanne Pjedsted-Rasmussens billede.Hanne Pjedsted-Rasmussens billede.

fredag den 3. januar 2014

GODT NYTÅR

 
Så fik vi taget hul på 2014. For mig skete det lidt langsomt, og langsom her på bloggen har jeg da virkelig været i sidste del af 2013. Nytårsaften blev fejret her på Skrænten, som sædvanlig i selskab med den anden beboer. Vi laver dejlig mad - eller retter han gør. Vi var omklædte til kl. 18. Der bliver ikke sparet på noget. Den aften er det vores fineste tøj, der skal luftes.  Champagneproppen var sprunget, og mit glas var fyldt op, så vi kunne nyde dronningens nytårstale. Og hvad sker så. Jeg går simpelthen ud som et lys. Der sidder jeg i sofaen og sover. Min kære mand kan ikke nænne at vække mig. Men kl. 21 siger han dog, at nu serverer han. UH hvor er jeg flov. Men det bliver en rigtig dejlig aften. Og jeg er kvik hele aftenen, og den sidste, der går til ro.
Må jeg få fordelt kræfterne lidt bedre i 2014! Det burde jeg jo selv have styr over - men hvis der er noget, jeg gerne vil, så har jeg det vist med at glemme, hvad jeg egentligt formår.
Mit kamera nægter at give de dejlige billeder fra sig, så de kan blive vist frem. Det arbejder jeg på at få løst.



Strikkehilsen


Jeg har haft så mange dejlige oplevelser med mine strikkeveninder i 2013. Det vil jeg gerne sige jer  alle TAK for. Jeg har lært en masse og tænker med stor glæde tilbage på året 2013's gang med strikkepindene. En særlig tak til Emmy, Ebba, Solveig og Vivi og alle andre i foreningen Seriøs Strik.... for sjov. Hanne Pjedsteds gejst med strikkepinde er så smittende! TAK.