søndag den 29. januar 2017

Rotter

på loftet har vi ikke. Men til jul hæklede jeg bogrotter, som blev foræret væk i forbindelse med boggaver. Nu har jeg hæklet lidt flere

som venter på at flytte ind i bøger. 
Jeg skulle også lige prøve lidt andet. Det blev til en koala. Det blev ikke den store succes, så det gentages vist ikke.



fredag den 27. januar 2017

Det er i dag et vejr - et solskinsvejr!

O, søde vår, så er du atter nær!
Ja, bare det var så vel. Men dejligt var det på min morgentur, hvor jeg nød solopgangen. Det er så pragtfuldt, at se solen komme op rød og rund. Men knap så dejligt var det, da jeg skulle skrabe  bilen ren for is, inden jeg kunne komme ud at handle.
Jeg måtte også lige ned i haven og kigge.  Og et par af de små erantis kom med indenfor
Der er også andre løgplanter, der er fremme, men de fik lov at blive stående og nydes indefra.



torsdag den 26. januar 2017

Julegaver på engelsk

I julegave fra min søde datter, som bor i New York fik jeg blandt andet 3 strikkebøger:
Knitted Socks,  Knitting Hats & Mittens, Icelandic Handknits
Jeg har dog aldrig prøvet at strikke efter en engelsk opskrift. Men det er rigtig fine bøger med mange  diagrammer, så jeg var sikker på, at jeg nok skulle få glæde af dem. - Og jeg må indrømme, at jeg læser strikkebøger med lige så stor glæde som skønlitteratur. Jeg hygger mig med at sidde med en strikkebog med flotte billeder, og det var selvfølgelig det, min søde datter godt ved. 
I tirsdags kørte jeg til strik i Horsens (Seriøs strik for sjov). Her var en del af programmet, at man fremviste, hvis man havde fået strikkebøger i julegave. Jeg viste mine bøger og fortalte, at jeg aldrig havde strikket efter en engelsk opskrift. Det viser sig så, at Berit havde lavet en oversættelse af engelske udtryk til dansk, og fluks sendte hun mig disse oversættelser. TAK Berit. Nu ved jeg, at jeg kan strikke efter opskrifterne i bøgerne. Lidt sjovt var det faktisk også, at en anden havde fået Icelandic Handknits på dansk. Så hvis der er noget, jeg ikke lige kan finde ud af, kan jeg sikkert låne den danske udgave på biblioteket.


lørdag den 21. januar 2017

Weekend og solskin

Dejligt som solen skinner i dag. Jeg sidder lige nu og ønsker, at jeg får energien tilbage til at skrive her på bloggen igen. Jeg ved ikke om det er energien, der mangler - eller om det er lysten. Jeg har nu svært ved at forstå, at det skulle være lysten til at skrive, der har forladt mig. Jeg har altid holdt meget af at skrive, men selv den dagbog, jeg har skrevet gennem efterhånden mange år, er blevet svigtet i 2016. Dagbogen har jeg tidligere betroet både stort og småt, om ikke andet, så hvordan vejret var lige den dag. Det vil jeg også gerne igang med igen.
En tur rundt i haven i solskin er bare dejlig og se, hvad der begynder at titte frem
1
En anden ting, som også gerne må ske i år er, at jeg holder fast i, at jeg skal gøre de ting færdige, som jeg har igang. Det drejer sig især om mit håndarbejde. Jeg har det med at gå igang med nye projekter inden jeg har gjort det færdigt, som er igang. Uha, der ligger meget i skufferne!
Men her først i det nye år blev jeg spurgt, om jeg ville strikke en vest til Carl. Det skulle være str. 18 mdr. og det er jo hurtigt gjort.
1
Der mangler nu kun at finde 3 knapper, og så skal det afsendes til Esbjerg i håb om, at det så også passer den lille fyr. Jeg er bare så god til "overspringshandlinger".