På min tur i går plukkede jeg denne lille buket, som nu står og lyser på mit bord i en vase, som jeg engang har fået af et af mine børn, der havde den med til mig, som en gave fra min datter, engang hun havde været på skoleudflugt. Jeg glædes hver gang, jeg går forbi den.
I starten af turen gik jeg egentlig og blev lidt mellemfornøjet. Grøftekanterne var sirligt klippet, og der var ingen blomster at plukke. Det er jo ikke så godt for en som mig, der holder af grøftekanternes blomster, men omvendt er det måske godt for oversigtforholdene nogle steder.
Alting i naturen lyser op lige for tiden. Bøgen står med helt spæde grønne blade.
Selv om vi stadig holder fast i selvvalgt karantæne, med baggrund i mandens sygdomsforløb, er der heldigvis så meget plads omkring stedet her, så vi kan gå ture på steder, hvor vi er sikre på ikke at møde nogen, så det er vi startet på. Det er en mærkelig fornemmelse, at bevæge sig udenfor matriklen, så det har jeg skullet vænne mig til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar