søndag den 20. oktober 2013

Læring kræver tid

Nu har jeg "værktøjet", dog er jeg er langt fra fortrolig med det endnu. Men bare vent. Det må komme!! I ugen, der er ved at være gået, har jeg dog ikke siddet ved PC-eren, da der er sket andre ting. Efterårsferien har budt på dejlige oplevelser. Blandt andet er naturen er blevet nydt i fulde drag. Sikken farvesymfoni.

lørdag den 12. oktober 2013

Så er jeg kørende igen

En ny Pc-er er kommet til mig i gave til min fødselsdag.
Nu skal jeg blot være venner med de nye programmer!

søndag den 15. september 2013

Håndevending

Nu er vesten Håndevending færdig - og vendt. Den er strikket efter en Gailsk opskrift.
De vil helt sikkert gøre min svage nakke godt.

Strik til Noah

En dejlig lun trøje til søde Noah

søndag den 18. august 2013

Jernbanebrodøser til høstmarked på Glud Museum


I weekenden 3.-4. august broderede vi i Glud. Det var rigtig hyggeligt. Gæsterne var interesserede i vores projekt og meget spørgelystne. Jeg fortalte gerne, men forberedelsen var ikke god nok. Jeg havde læst historien om banen på internettet. Heldigvis havde jeg dejlige billeder fra banens rute gennem Bjerre Herrred, som vi talte ud fra. Mange gæster kunne huske - og fortælle sjove historier - fra deres rejse med tog fra Jueslminde til Horsens.
Emmy og Kirsten gør klar til at modtage besøgende.

Det var jo høstmarked, så her er høstfolket på vej i marken.

Men det var jo broderiet, der var det vigtigste for os.



mandag den 12. august 2013

Tilbage efter laaaaang ferie

Så er jeg tilbage igen. Der er sket meget hen over den dejlige sommer. Noget kan stadig fortælles. Andet bliver blot gemt i hukommelsen.
Haven er blevet nydt. Klematissen har været generøs med blomster i år.



Og ØV,ØV,ØV, så kan jeg ikke få min PC-er til at fungere. Jeg må håbe på bedre held senere.

fredag den 5. juli 2013

50 års skolejubilæum 22-06-2013

Efter at have haft andet på programmet end blogge, er der nu tid igen. Det første jeg vil  fortælle om, er en rigtig dejlig lørdag, hvor jeg mødtes med klassekammerater fra Skanderborg Realskole. Bemærk, jeg skriver ikke gamle klassekammerater, for ingen af os er bestemt gamle, selv om det er 50 år  siden, vi sagde farvel til hinanden på Skanderborg Realskole.
Vi mødtes på skolen kl. 13 Vi skulle da lige kigge hinanden lidt an. Nogle af os har vist ikke set hinanden, siden vi havde 25 år jubilæum. Men hurtigt så jeg, at man faldt ind i "gamle roller" fra skoletiden.
Vi fik en rundvisning på en skole, som har gennemgået store ændringer, siden vi sagde farvel. Vi så en moderne skole, som er udbygget og stadig har projekter igang, for at følge med tidens krav til en god skole.
Efter kaffe i Kulturhusets cafe, tog vi på Restaurant Vestermølle, hvor middagen blev indtaget. Men hold op, hvor blev der snakket.
At jubilæet blev fejret, kan vi takke to initiativrige drenge for, nemlig Jan og Per, så en stor TAK til jer for det arbejde, i har ydet med at kontakte alle og stå for det fine arrangement.
Vore klasselærer Ernst Jensen var også med. Han er såmænd kun 14 år ældre en os.



Der blev "knipset" flittigt for at fastholde de glade minder. 
Tove, Inger og Ulf.

Hanne, Kaja, Margrethe og Per
A klassen deltog også.
Per og Vagn
Jeg brugte munden til at tale med mere en fingrene til at fotografere med, så jeg gemmer minderne i hukommelsen i stedet for i fotoapparatet.
Men TAK til alle for en rigtig dejlig lørdag, som for mig først sluttede  her på Skrænten kl. godt 24.



onsdag den 3. juli 2013

Beskæftigelse til hænderne og tankerne flyver.

Jeg mangler aldrig beskæftigelse her på Skrænten. Heldigvis. De sidste par dage har der været gang i strikkepindene. Et par af mine kære skal på vandretur i Norge. Far og datter starter torsdag  deres første vandretur sammen. Det er spændende, når man er otte år. Da de planlagde, hvad der skulle i rygsækken vister det sig, at hun er vokset ud af de sokker, hun brugte i vinter, så da telefonen ringede, var det bare med at komme igang. Ingen i min familie skal fryse fødderne - og slet ikke på en vandretur.
Mon ikke de nok skal holde fødderne varme! Far får også et par.

Sokkerne strikker jo næsten sig selv, så det blev tid til at lade tankerne flyve. Jeg tænkte tilbage på den tid, da Thomas rejste jorden rundt.efter gymnasietiden. Det er efterhånden mange år siden. Nu er han over 40 år og har en datter på 8 år, som han vil dele naturoplevelser med. Det er jo ikke, fordi hun ikke har set verden. Hun mangler kun Australien, så har hun besøgt alle verdensdele. Men altid boet komfortabelt, og ikke i telt, som de skal i Norge.
Da Thomas rejse rundt, var der ikke mobiltelefoner, og den måde vi kommunikerede på, var ved at sende breve poste restante til de lufthavne, hvor han sikkert på et tidspunkt ville komme. Han ringede sommetider hjem, når han var et sted, hvor der var telefoner. Ellers var det breve. Ja, der er sket store fremskridt.
Nu sidder jeg og undrer mig over, at jeg er en "hjemmefødning" medens hele min familie må siges at været være kosmopolitter. På fredag rejser min datter til bryllup i Italien. Hun er nok den i familien, der har rejst mest rundt i verden. Hun var også blot lige færdig med gymnasiet, før hun pakkede rygsækken. Heldigvis er kommunikationen nu langt bedre, og begge er søde til at lade mor vide, hvor de er, og hvordan det går. TAK for det. og GOD tur til jer alle.

torsdag den 20. juni 2013

Broderikursus på Birkemosevej

Tidligt op for at pakke til et 4 dages broderikursus hos Emmy Hansen. Jeg er ekstrem dårlig til at pakke - enten det er til en tur til USA eller et 4 dages broderikursus, så volder det mig altid kvaler. Hvad skal jeg tage med, og hvad er unødvendigt. Jeg kan jo ikke tage hele mit "værksted" med, men omvendt synes jeg også, det er ærgerligt, at stå og mangle noget, jeg har derhjemme. Værkstedet på Birkemosevej kan selvfølgelig levere alt, hvad man kan tænke sig at få brug for, men hvad skal man nu med 2 af samme slags!
Bilen er godt pakket - godt i mere end en forstand! Og nu glæder jeg mig til, at mødes med de dygtige brodøser. Nogen af dem har jeg ikke set, siden sidste år ved samme tid.

Sikke et ryddeligt bord, og dejlige forventingsfulde kvinder, der hviler hænderne, inden det går løs.
Tag ikke fejl. Det ser lidt tilbagelænet ud. MEN
Efter et øjeblik så bordet sådan ud.

tirsdag den 18. juni 2013

Sculpture by the sea - også hæklet

Hele juni måned er den 3 km lange strækning fra Tangkrogen til Ballehage i Aarhus omdannet til et internationalt kunstgalleri - uden vægge og lofter. I går besøgte manden og jeg stedet og på en solskinsfyldt dag, var det en rigtig dejlig tur.
Det første, der mødte os lige neden for Varna, hvor vi parkerede, var Ulla Klinge/Birgitte Lund Jensens "The surface reef". 
Det er altså hvad, der kan komme ud af uldgarn, lim og beton.
Men der var selvfølgelig også andre interessante ting af se på.


Kerry Argent fra Australien havde bundet 88.000 plastkapsler sammen. De dannede et flot farvespil. Kunstneren ønsker at rette opmærksomheden på vores miljømæssige udfordringer.

Skovlene var forsynet med sæder, så vi kunne sætte os og hvile.

En udstilling, der virkelig pirrede alle sanser, og kunstnere der havde  noget på hjertet.
Rigtig mange havde valgt samme dag til besøget, så tænk, der var udsolgt af is.






fredag den 14. juni 2013

World Wide Knit in Public, Vejle

Strikke, Strikke, Strikke.... Vi fejrede dagen på Rådhustorvet i Vejle torsdag den 13-6. Vores forening hedder Seriøst strik.... for sjov. Og sjovt blev det. Mange stoppede op for at få en snak. Det eneste, der var totalt fraværende, var det lune sommervejr. Men så meget mere dejligt var det, at de strikkede kager blev byttet for dejligt varmt kaffe, serveret af et par søde piger fra den overfor liggende kaffebar.

Her ses nogle af de strikke kager.

Ingen kunne være i tvivl om, hvem vi er, og hvad vores budskab er
nemlig at strikke, hygge, udveksle ideer og ha' det sjovt



fredag den 7. juni 2013

Endelig sommer - og soltoppen er afleveret

Solen skinner og i dag fik jeg mulighed for at aflevere den strikkede soltop i dejligt solskin. Siw tog den straks på, så jeg lige kunne få et par billeder.

Tak farmor.

torsdag den 6. juni 2013

World Wide Knit in Public - Vejle

Seriøst strik... for sjov fejrer World Wide Knit in Public i Vejle. Vi har lavet lidt foreberedelse, men mød op og se, hvad der sker på Rådhuspladsen torsdag den 13. juni fra kl. 15-18.
Jeg har bl.a. strikket disse.
I aftes blev der arbejdet videre, men jeg nåede ikke alt, og havde derfor "hjemmearbejde", som nu er klaret.
Der kommer ikke til at står REST = hvile - for det bliver der ikke tale om den 13. juni. Det er bogstaver, der bliver sat sammen med en hel masse andre/andet. Er du nysgerrig, så mød op.
Iøvrigt TAK for den dejlige stikkelsbærkage, som blev serveret i aftes - jeg kan næsten smage den endnu!



onsdag den 5. juni 2013

Seriøst strik.... for sjov: Tema blot blåt

Jeg skal da bidrage med
ja - rigtigt. Strikkede håndklæder i blå nuancer med forskellige mønstre. Jeg er endnu ikke på hold med de meget dygtige strikkere, men lidt har vel også ret! Jeg vil begive mig ud i mønstre alene i ret og vrang, og så må vi se, hvad der kommer ud af det.
Men hvor kom ideen fra? Jeg gik en tur i min have tidligt i morges og fik øje på en blå lupin. Jeg elsker lupiner, 

og lige pludselig var det klart for mig, at jeg skulle igang med blå håndklæder.
Det vil jeg hygge mig med. Se blot hvad farven blå betyder:
BLÅ er en kølig og beroligende farve, der viser kreativitet og intelligens. Det er en farve, som symboliserer loyalitet, styrke, visdom og tillid.
Blå søger fred og ro og promoverer fysisk og mental afslapning. Farven blå reducerer stress, og skaber en følelse af ro, afslapning og orden
Lyseblå repræsenterer sundhed, healing, ro, forståelse og blødhed.
Mørkeblå forbindes med viden, magt, integritet og seriøsitet.
(Fra ”Farvernes betydning af Jacob Olesen).
Det kan da kun blive godt.

 



søndag den 2. juni 2013

Urter i bedene.

Efter manden havde flyttet de godt 7 tons jord op i højbedene, og der havde været "overleveringsforrening", hvor bedene blev overdraget til mig, skulle jeg så igang. MEN jeg er så træt for tiden (og har været det længe), at jeg ikke overkommer ret meget. Så manden blev træt af at vente på, at der skulle ske noget, så han gik heldigvis igang. Og se så her, hvad det resulterede i
Salater, persille, purløg og timian

Squash har vi altid succes med

- og en hel masse andre dejlige krydderurter, er der også kommet i bedene.
TAK til manden, der bestemt ikke kan siges, at være haveinteresseret. Så det er en kraftpræstation, han her har ydet.

Jeg kom lige forbi et billigt tilbud. Planterne skal barer nurses lidt, og det kan jeg vel overkomme!



Værsgo Siw!


Så blev sommertoppen færdig. Nu har sommeren bare at vise sig med høje temperaturer, så den kan komme i brug, selv om du mener, den vil gøre sig på din ferie i Italien, så vil det også være dejligt, at se dig i den her i Danmark.

onsdag den 29. maj 2013

Broderet ged - eller hvad?

På nettet stødte jeg på dette "væsen". Jeg måtte straks prøve, om jeg kunne tegne det. Det foregik på en lille hagesmæk med en trickmarker - og slet ikke på den måde, jeg plejer at overføre ting til broderi, men der var ikke tid til at lave en priktegning m.m. Her er resultatet