søndag den 29. marts 2015

Sidste sting på Jernbaneprojektet

Så har jeg vist broderet de sidste sting til Jernbaneprojektet.
1
Min ven, John Madsen, har kalligraferet. Hver brodøse har broderet sit navn, og jeg har endvidere broderet overskrift og årstal. Nu skal det lægges i eddikevand og derefter spændes op. 
Lørdag den 25. april kl. 14.30 overdrages Juelsmindebanebroderiet til Glud Museum. Se mere på Glud Museums hjemmeside:  http://gludmuseum.dk/om/juelsmindebanebroderi.html



torsdag den 26. marts 2015

Jeg elsker når posten bringer nyt

Se her, hvad posten har bragt os
Et fint påskekort fra datteren, der p.t. er i New York. Det har fået en plads, hvor jeg flere gange dagligt kommer forbi det - og så sender jeg hende en kærlig tanke. TAK søde Trille.

mandag den 23. marts 2015

Snart påske

I år skal der vist ikke pyntes særlig meget til påske her på Skrænten, da vi måske ikke er så meget hjemme. Men lidt er det blevet til - og måske kommer der mere, hvis jeg lige er i humør til det!
Jeg kunne ikke stå for de små hæklede for-glem-mig-ej. Jeg tænkte, at de måtte kunne bruges til noget - og det blev de så - sammen med nogle gule 'fantasiblomster' hænger de nu udenfor døren og byder velkommen. 
UPS så kom jeg lige i tanker om, at jeg for lang tid siden troede, jeg skulle lave nogle søde små høns, men det skulle jeg så bare ikke, for de blev slet ikke, som jeg havde forestillet mig (det sker lidt for ofte). Men jeg har åbenbart ikke fået dem smidt ud, for pludselig dukkede de op. Og så kan de da komme udenfor og stå og skamme sig, selv om de selvfølgelig ikke kan gøre for, at jeg ikke er bedre til dette 'håndværk'.
Men nu hænger de udenfor, og så må jeg se, hvor længe de bliver der, eller om de 'flyver' væk i blæsten.  
1

 

onsdag den 18. marts 2015

En lille ny i familien

I dag skal jeg til Bjerringbro for at se Lisa Sofia for første gang. Samtidig skal jeg aflevere min dåbskjole, som barnet skal døbes i.
Jeg glæder mig rigtig meget, da det er længe siden, jeg har besøgt den lille familie, som nu beriget med både en storesøster og en lillesøster.
Jeg har lavet et par småting, som jeg tager med. Barselsgaven er tidligere afleveret af postbuddet.
Af en eller anden grund kommer farverne slet ikke til sin ret på billedet.

lørdag den 14. marts 2015

Sten på min vej

Jeg synes, der er p.t. er sten på min vej. Eller også er det bare mig, der ikke navigerer så godt for tiden!
I dag cyklede jeg ned til MIT sted og gik tur ved vandet. -Og tænkt, der mødte jeg en sten
En rigtig flot sten, der var lys på den ene side og mørk på den anden. Jeg vælger den lyse side.
På turen tilbage gennem skoven, skulle jeg lige se, hvor langt anemonerne var fremme. De "sover" stadig, men med lidt varme, varer det ikke længe, før de titter frem.
 

sommerhussokker

Nu kan sommerhussæsonen godt begynde. Sokkerne er klar til brug. Jeg synes, de oser af forår. Men foråret kan godt være køligt, og jeg fryser ofte tæerne, når jeg skal sove, men det tror jeg disse vil afhjælpe.

Lyserød elefant nr. 100

Du har sikkert allerede erfaret, hvem der blev den lyserøde elefant nr. 100, nemlig TV 2's korrespondent Simi Jan.
Billedresultat for Simi Jan1
Efter min mening helt fortjent. Hun har som krigskorrespondent om nogen været med til at give os indblik i en verden, der kun plejer at være befolket med "han-elefanter".

torsdag den 12. marts 2015

En rigtig lortedag !!!!

Jeg plejer ikke at bruge et sådant sprog, men jeg kan ikke finde andre ord for min dag i går.
Jeg skulle til Holme. Jeg plejer at køre 10 min i otte, men kom lidt for sent afsted, så der blev sikkert trådt lidt ekstra på gaspedalen. Da jeg kom gennem Glud, så jeg pludselig et mærkeligt apparat stå i et hul i en hæk. Så kom jeg i tanke om, at manden min dagen i forvejen, hvor jeg også havde været den vej, sagde, at jeg skulle huske, at der i denne uge er fartkontrol. Desværre havde jeg fuldstændig glemt det. Det gik lige ud ad landevejen, og der var hverken biler eller mennesker at se, så det gik altså måske lidt for stærkt. Jeg ved jo ikke, om det var en fartmåler, der stod der, og jeg så ikke, om jeg var indenfor eller udenfor byskiltet. Shit!!!
På vejen hjem sidst på dagen hørt jeg i trafikradioen, at Horsens politi den dag var ude og kontrollere, om folk huskede sikkerhedsselen, og om man talte i mobiltelefon under kørslen.
Jeg vil sige, at jeg normalt er en lovlydig bilist, som kører pænt - efter forholdene - og selvfølgelig kan jeg ikke finde på at tale i mobiltelefon, når jeg kører bil, og jeg spænder altid sikkerhedsselen.
Da jeg sidst på dagen, på vejen hjem, var kommet gennem Glud, holdt der en hvid bil på en parkeringsplads, og en bil, der kom imod mig, blinkede med lygterne, så det var nok en fartkontrol, men der kørte jeg ikke for stærkt.
Nu må jeg afvente, hvad der sker - hvis der sker noget. Men hold op. hvor havde jeg det dårligt den dag, for hvis det var indenfor byskiltet, kunne jeg måske få et problem, der er større end en bøde. Så det håber jeg virkelig ikke, men jeg er nu også blevet mere sikker på, at det var udenfor byskiltet.

I dag skulle jeg til læge med en negl, der er dårlig. Jeg har for lang tid siden klemt fingeren ret omhyggelig, og jeg har hele tiden troet, at det måtte ordne sig. Men nej, så i dag skulle der kigges professionelt på den. Manden sagde da jeg kørte, at han håbede, at mine uheld nu var stoppet, så jeg ikke skulle have et led på fingeren amputeret. Det skulle jeg heldigvis ikke. Det kan klares med medicin og salve - forhåbentlig!!
Må i alle have en dejlig solskinsdag.




søndag den 8. marts 2015

99 lyserøde elefanter

I dag er det kvindernes internationale kampdag.
I dag glædes jeg også særligt over, at 15. juni 1915 fik Danmark en ny grundlov med valgret for danske kvinder. I 2015 er det så 100 år siden.
I bogen  99 lyserøde elefanter omtales kvinder, der gennem årene har været synlige, usædvanlige og som virkelig har kæmpet kampen for, at vi kvinder har de rettigheder, vi har i dag.
De var de første på typiske og meget traditionelle mandeområder.
De grundlagde skoler og foreninger, satte fokus på kvinders liv og virke.
De tog helt enestående initiativer til gavn for hele samfundet.
De tog magten og kan stå som forbillede for de næste generationer.
De diskuterede, skrev bøger og flyttede debatten om køn.
I Jytte Hildens prolog skriver hun; Ingenting kommer af ingenting, undtagen lommeuld. Det gælder sandelig ligestillingen i magtens korridorer mellem mænd og kvinder. Det har været en lang, sej og, som jeg læser om det i dag, også nogle gange en sjov kamp.
Danmark var ikke det første land med stemmeret til kvinder. Det blev New Zealand i 1893. Men vi var de første med en kvindelig minister i en demokratisk funderet regering. Nina Bang satte sig på taburetten i 1924 og skrev historie.
En af historierne fra den tid, kan i dag fremkalde smil hos mig. Godt 2 år senere i 1926 ved Rigsdagens åbning svang Nina Bang i restaurant Snapsetinget chokoladekanden for sine mandlige ministerkolleger.  Landsfader Thorvald Stauning sad for bordenden. Det blev fotograferet og offentliggjort, og straks opstod myten om, at Nina Bang, som eneste kvinde i regeringen, automatisk måtte påtage sig rollen som den, der sørgede for mændenes velbefindende. Men anledningen var rent faktisk at Nina Bang fyldte 60 år og var vært. Men det var jo ikke nær så interessant.
Jeg er meget spændt på, hvem der udnævntes som lyserød elefant nr. 100. 
I sidste uge var jeg ude og læse op og fortælle om nogle af de kvinder, som jeg synes er særlig interessante i denne sammenhæng. Det blev en særdeles livlig aften!
Måske jeg senere her på siden fortæller lidt om nogle af dem.



lørdag den 7. marts 2015

Fra nødvendighed til overflod

Fredag var jeg til åbning af udstillingen "Fra nødvendighed til overflod"  på Give Egnens Museum.
Fem af mine bekendte udstiller under navnet GEM'erne - Garn Elskende Mesdames

En udstilling med historie om strik. Fortællingen starter dengang, hvor det at strikke var en nødvendighed, for at familien fik tøj på kroppen. Det står i skarp kontrast til i dag, hvor det at strikke igen er blevet moderne. Men nu strikkes af lyst, og hjemmestrik er en luksusvare.
Hanne Pjedsted fortæller om projektet.
Nyt og gammelt udstilles side om side, så man kan se, hvordan mønstre og teknikker går igen.
Her er et udpluk af det nye strik:

Vil du se en spændende udstilling om strik, så besøg denne udstilling, som er åben frem til 6. april 2015.


tirsdag den 3. marts 2015

Workshop v. Katrine Wohllebe

Seriøs Strik havde i lørdags arrangeret workshop om patentstrik med Katrine Wohllebe. Det blev en lærerig dag. Jeg er jo ikke en erfaren strikker, så heldig var jeg, at komme til at sidde ved siden af  en både erfaren og rigtig dygtig strikker. Helle var villig til at hjælpe og svare på mine (nok lidt irriterende spørgsmål), når jeg ikke kunne følge med, eller forstod, hvad der blev sagt, og for den sags skyld heller ikke, hvad der stod i det kompendie, vi fik udleveret. Men jeg vil virkelig gerne blive bedre til at strikke og forstå de forskellige ting. Jeg føler da også, jeg er på vej, men jeg har svært ved at læse/forstå opskrifter.
Nogen vil nok mene, at det ikke var meget, jeg nåede på en dag. Men jeg er glad for mine strikkeprøver, som bliver sat ind i et hæfte, så de er let tilgængelige, når jeg har brug for dem.


Værtindegave

I aften skal jeg på besøg hos en veninde, og en lille gave er gjort klar. Et par nøgler garn, så der kan produceres små forårs- eller påsketing.


Halsedissen er færdig

For nogen tid siden var vi nogle strikkeveninder, der var på besøg hos Vivi. Solveig skulle i gang med et nyt projekt, en halsedisse. Solveig ved, at vi andre beundrer, hvad hun laver, så hun havde taget en kopi med til os af opskriften, som stammer fra http://fruhein.dk/.
Da jeg for tiden - egentlig altid - har en svag nakke, men særlig slemt er det lige nu, var det oplagt, at gå hjem i gemmerne og finde garn frem. Her er resultatet.

Tak til Fru Heins blog og Solveig, Vivi fordi hun inviterede og Emmy fordi hun kørte.