fredag den 31. oktober 2014

Køkken nu kun med gummistøvler

Murerne gik i gang med at pudse i går. Det betyder, at man nu kun kan komme gennem køkkenet iført gummistøvler. Der står nemlig en del vand på gulvet.
Det er måske ikke så synligt på billederne, men der står ret meget vand på gulvet.
Jeg føler mig virkelig hjemløs. Jeg synes ellers, det var et brugbart udekøkken i den overbyggede gård, jeg havde fået indrettet. MEN murerne skulle den vej ind med alt det cement, der skal på bruges til at pudse væggene. SÅ .... Men jeg skal ikke have noget sagt, da vi er taknemmelige for, at de kom, og nu tilsyneladende bliver færdige inden weekenden.
De rydder såmænd pænt op, når de holder fyraften
Og arbejder skrider da sikkert også frem, som det skal
Det er en dårlig billedkvalitet, da jeg stod i døren og tog dem.
Der er mange udfordringer. Elinstallationerne er tilsyneladende ikke dimensioneret til at trække en blandemaskine. Så det sker ret ofte, at strømmen er væk.
Lige nu kan jeg ikke se frem til et færdigt resultat. Jeg kan kun se, at der er et kæmpe rengøringsarbejde, når de er færdige.
Og så håber jeg væggene tørrer ret hurtigt, så maleren kan komme i gang i næste uge.

 
 

torsdag den 30. oktober 2014

Naturens glæder

Der er ikke så meget, der er med mig lige for tiden, men vejret er jo dejligt. Så jeg må glædes over det, der er dejligt.
Jeg gik en tur i haven, og her kunne jeg glædes over disse roser
Det er queen Elisabeth, der stadig har blomster. Hver gang jeg ser disse blomster mindes jeg med stor glæde den dag, min datter blev døbt. Da var bordet pyntet netop med disse roser.
snewitschen har været fin hele sommeren -og er det stadig.
Men uanset, at blomsterne endnu ikke accepterer, at det er ved at være vinter, så kommer mørket nu tidligt. I går kunne jeg se solnedgang allerede klokken 17.30

1
Og det gik hurtigt. 
Da jeg vendte mig om var månen allerede parat
 





mandag den 27. oktober 2014

Velkommen i mit støvede hjem

At lide af støvallergi og så lige nu bo i et hjem, hvor indgangen ser sådan ud. Det er ikke sjovt.
Efter at have været ved at opgive det hele, da jeg kunne se, at vi bestemt ikke kunne nå i mål med at få væggene befriet for alt gammelt puds, kom der heldigvis hjælp. Manden min ringede til sin lillebror, om han måske kunne komme ned og gi' en hånd med. Det kunne han. Så søndag morgen kom han. Han havde taget noget af sit værktøj med.
Jeg var jo startet med spatel, så blev der da indkøbt en murerhammer, og nu blev en mukkert taget i brug nogle steder.
Nu ser det sådan ud

På et tidspunkt måtte vi tage skovle i brug 
Og sådan ser det ud udenfor huset lige nu - selv om vi lørdag kørte i fast rutefart til lossepladsen.
Pudset vejer meget, så sækkene kunne ikke fyldes helt op.
Her er køleskabet på vej på lossepladsen.
Der var selvfølgelig ikke indkøbt støvmasker eller beskyttelsesbriller. Så hvis arbejdstilsynet var kommet forbi, ville arbejdspladsen straks være blevet lukket.
Og UPS så gik strømmen midt i det hele, i dag er det nemlig elektrikeren, der arbejder.













lørdag den 25. oktober 2014

Køkkenbekymringer

I går havde vi så besøg af mureren, der skal pudse væggene op. Der fik vi os godt nok en overraskelse. Det viser sig nemlig, at man ikke kan pudse ovenpå det, der er. Vi troede, at det bare var en lille del, der hvor fliserne havde siddet, der skulle pudses. Men nej. Han bankede på væggene omkring, og vi kunne da godt høre, at det lød 'hult'. Så der er ikke andet at gøre end komme i gang. Alt gammelt puds skal af ind til murstenene. Firmaet ville ikke lægge navn til andet.
Sådan ser det ud, når man lige er gået i gang og har 'hul' ind til mursten. Og der er godt nok lang vej  igen, når det er et køkken på godt 30 m2.
Og ikke nok med det, så lå jeg søvnløs i nat, fordi jeg kom til at tænke på, at alle mål til køkkenet jo er taget efter de gamle mure, og det er jo ikke sikkert, at de nye bliver lige så tykke/tynde. Derfor blev manden sendt af sted til køkkenfirmaet. Desværre viser det sig, at de ikke kan gøre noget nu. Eneste mulighed er, at få mureren til at sørge for, at murene bliver af samme tykkelse, som de gamle. Uh, hvor jeg håber, det kan lade sig gøre!!!
Små lyspunkter er der nu også. Da vi har en tømrer, der næsten kan trylle. Der var ikke træloft under et skab, som er taget ned. Da han kom, sagde han straks, at vi ikke kunne få samme brædder. Så var gode råd dyre, men vi kom frem til, at vi så måtte tage brædder ned i bryggers og flytte ind i køkkenet. Bryggerset må vi så se, hvad vi kan gøre ved. Der er loftet ikke så stort, så enten må vi bejdse de nye brædder, eller male hele loftet.
før
efter
 Sådan ser det så ud i bryggerset
Det må vi så senere se, hvad vi kan gøre ved.
Nu er det bare ned og i gang med at hakke.


tirsdag den 21. oktober 2014

Køkkenrenovering

Nu er vi i gang. Jeg plejer at sige som Dan Turell, at jeg holder af hverdagen. Jeg holder nemlig meget af, at være hjemme i mit hus og min have, måske fordi jeg i mit arbejdsliv har været meget væk hjemmefra. Men lige p.t. er der ikke meget, at være glad for at kigge på. Køkkenet skal renoveres. Det er det køkken, huset er "født" med, der nu må lade livet. Huset er fra 1970, så det må også siges at have holdt godt. I de år hvor 'alle' jo fik nyt køkken, fik jeg ofte spørgsmålet: 'Hvornår skal i have nyt køkken?", og mit svar var, at det skulle vente, til jeg gik på pension, så jeg rigtig havde tid til at nyde det. Det er nu over 6 år siden, jeg gik på pension, så de sidste år har jeg hørt på:
'I har nok opgivet at få nyt køkken'. Ja, det havde vi såmænd næsten også, da jeg syntes, det var noget af et projekt, for det er ikke kun køkkeninventar, der skal udskiftes. Vægge, loft og gulv skal jo også renoveres.
Men nu er vi i gang. I går pakkede jeg ned fra nogle skabe, som så straks blev brækket ned. I dag var det også tidligt op og i gang - kun afbrudt af et besøg hos tandlægen.
Se her hvor uoverskueligt det er!!!
Sådan så stuegulvet ud til morgen
En del af kasserne er fyldt, så måske skal vi have fat i nogle flere.
Manden min er STÆRK, både når der skal brækkes skabe ned - eller fliser fra væggen. Jeg kan kun bidrage med at holde ved, så han ikke pludselig får et skab i hovedet.

Men der er godt nok LANG vej igen. En del skabe mangler stadig at blive tømt, så de kan brækkes ned.

Det er udsigten fra min stol, hvor jeg dog endnu i dag kan sidde og spise. Men lige om lidt er det slut med at lave varm mad. Der er lukket for vandet i køkkenet, og snart bliver komfuret også taget fra.
Jeg kan jo håbe på, at blive inviteret ud til en gang varm mad en gang imellem. Lige som jeg håber, at alt er færdigt og på plads inden jul!!!!!!!



mandag den 13. oktober 2014

Efterår, regn, regn og....

Uh, det var svært at komme ud af sengen her til morgen. Det var mørkt udenfor, og jeg kunne høre regnen begynde at tromme på vinduet. Men så husker jeg jo, at der ikke er nogen, der forventer, at jeg er oppe senest kl. 7. Dejligt, at jeg bare kan ligge og vågne lige i det tempo, der passer til mig og dagen i dag.
Men der er selvfølgelig planer. Jeg skal gerne have kogt æblemos af de dejlige æbler, jeg har fået foræret. Jeg skal måske have nogle "natnutter" gjort færdige. Og så skal vi vist også spise de ægte kastanjer, vi samlede den anden dag.
Da vi gik og samlede kastanjer på en varm, solskinsfyldt dag, kunne jeg såmænd næsten drømme mig til, at det var i Italien, vi gik og samlede de dejlige spisekastanjer.
Vi nyder også de blomster, Noah og jeg plukkede 
Vejret indbyder til indendørs hygge og lave lige det, vi hver især finder lyst til.



søndag den 12. oktober 2014

Ferie, ferie, ferie....

Så er efterårsferien startet. Dejligt at have besøg af barnebarnet. Noah havde da vist også behov for en lille ferie. Her sidder han i læsehjørnet og hygger og "læser"
han er i gang med
Når storesøster går i 3. klasse, og man ser rigtig meget op til hende, er det jo dejligt, at man kan vise, at jeg da bare kan sætte mig og "læse".
Bogen er gemt fra dengang mine børn var små. Den er udgivet i 1969, men er stadig et hit.
I dag kan jeg glæde mig over, at jeg har svært ved at skille mig af med ting. Legetøj og bøger, som   er hentet ned fra loftet, bliver brugt flittigt.
Her fra Skrænten ønsker vi alle en rigtig god efterårsferie.

torsdag den 9. oktober 2014

1 år ældre......

I går blev jeg sørme 1 år ældre. Det er blevet fejret dejligt grundigt i flere omgange. Søndag var mine kære børn og børnebørn samlet her på Skrænten. Det er en stor glæde for mig, når vi alle er samlet. Dejlige gaver fik jeg også. TAK for det. Gaver, som vil glæde mig langt ud i fremtiden, og som jeg vil sende jer en venlig tanke hver gang, jeg bruger.
En konkurrence blev det også til. Vi samlede kastanjer, og så skulle alle afgive sit gæt på, hvor mange kastanjer, der var samlet, og hvad de vejede. Efter en særlig beregningsmodel, blev vinderen fundet. Datteren vandt. Præmien var lidt "mundgodt". Hun har også længst hjem, så måske gik togturen til København lidt lettere, når der var lidt sødt i tasken!
På selve dagen kom mine søskende med ægtefæller på besøg. Her havde jeg valgt at prøve lidt nyt - og komme let om ved serveringen. Jeg havde bestilt en kagekone, som viste sig at være en mand, hos slagteren.
Der var i hvert fald mad nok.
Tak siger jeg også for alle de kærlige og varme hilsner, jeg fik i dagens anledning. Jeg går glad og fro det nye år i møde.



København

Fra min datters altan er der udsigt til sådanne skønne lamper
Jeg kan glæde mig over, at de bevares. De hænger så fint midt over gaden, og det er den gadebelysning der er der.


Naturens uorden

Den anden dag jeg gik tur i haven opdagede jeg, at julerosen blomstrede. Er det nu ikke lidt for tidligt?

Selv om jeg for et par uger siden var i Brande og se jul er cool, så er jeg da slet ikke begyndt at tænke på jul. Meeen måske skulle jeg det, så jeg fik en chance for at blive færdig til tiden i år!

torsdag den 2. oktober 2014

Jul er cool - i Brande

Søndag var jeg på en hurtig tur til Brande for at se det færdige resultat af Seriøs Strik, Vejle gruppens, juletræ med pynt. Vi havde jo set flere af tingene efterhånden, som de blev færdige. Men hold dog op, hvor fint det tog sig ud i en helhed på juletræet. Hvis du kender Peters Jul, vil du genkende tingene derfra. Hvis du ikke kender historien - eller kan huske den, så genlæs den, selv om det ikke er jul endnu.
1
1

1
1
Et stort til lykke til de dygtige strikkere.