torsdag den 9. oktober 2014

1 år ældre......

I går blev jeg sørme 1 år ældre. Det er blevet fejret dejligt grundigt i flere omgange. Søndag var mine kære børn og børnebørn samlet her på Skrænten. Det er en stor glæde for mig, når vi alle er samlet. Dejlige gaver fik jeg også. TAK for det. Gaver, som vil glæde mig langt ud i fremtiden, og som jeg vil sende jer en venlig tanke hver gang, jeg bruger.
En konkurrence blev det også til. Vi samlede kastanjer, og så skulle alle afgive sit gæt på, hvor mange kastanjer, der var samlet, og hvad de vejede. Efter en særlig beregningsmodel, blev vinderen fundet. Datteren vandt. Præmien var lidt "mundgodt". Hun har også længst hjem, så måske gik togturen til København lidt lettere, når der var lidt sødt i tasken!
På selve dagen kom mine søskende med ægtefæller på besøg. Her havde jeg valgt at prøve lidt nyt - og komme let om ved serveringen. Jeg havde bestilt en kagekone, som viste sig at være en mand, hos slagteren.
Der var i hvert fald mad nok.
Tak siger jeg også for alle de kærlige og varme hilsner, jeg fik i dagens anledning. Jeg går glad og fro det nye år i møde.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar