Så er 2015 ved at rinde ud. At rinde ud er et udtryk, jeg holder meget af. Jeg elsker ord og at udtrykke mig skriftligt, men jeg har den sidste tid været så opfyldt af glæde, at jeg har svært ved at udtrykke denne glæde skriftligt. Der er så meget, jeg er taknemmelig for. Når jeg så ikke synes, jeg kan finder ord, der dækker - ja så skriver jeg ikke.
Men jeg vil gerne ønske alle, der læser med her et GODT og lykkebringende nytår.
Jeg glæder mig til at skrive videre i 2016.
Jeg har været fraværende her på bloggen. Det skyldes, at vi har haft så meget at fejre. Den 18. december kunne manden og jeg fejre guldbryllup. Og fejret det blev det. Rigtig mange havde gjort så mange ting for, at dagen skulle være godt for os. Vi er så glade og taknemmelige, for alt hvad der skete denne dag. Jeg har svært ved at skrive om det, fordi det rører mig så dybt. Det var så dejlig en dag. Se bare her, hvad der mødte os, da vi kom til Juelsminde Strand, hvor festen blev holdt
Måske fortæller jeg om det senere. Alt er gemt i hjertet.
Det bliver til lidt juleri hver dag her på Skrænten.
I morges startede dagen med at skrabe. Manden min forærer hvert år i december en kalender til børn, børnebørn - og mig. Og nu er det spændende, jeg mangler nemlig 1 rensdyr, så er rækken fuld. Men, men.. selv om jeg jo godt ved, at jeg ikke er heldig i spil SÅ.....
Sjovt er det da alligevel.
I dag har jeg også hygget mig med at tage lidt frem fra julekasserne. Englen er sat op i stjernehimlen.
Den gamle nisse har indtaget sin vante plads.
Nissen er min søns. En gave han fik til hans første jul i 1972. Fra hvem han fik den, erindrer jeg ikke. Man kan vist ikke ligefrem sige, at det er en køn nisse. Men her i huset er den værdsat. En dag flytter den nok herfra og hjem til dens rette ejermand. Træskoene er de første træsko datteren fik. De har også i mange år haft sin faste plads ved siden af nissen.
Da jeg kom ud i morges klokken 8, blev jeg mødt af et helt vidunderligt syn
Jeg mindes næsten ikke at have set så rød en morgenhimmel før. Man skulle tro, det var en solnedgang i stedet for solopgang. Vi måtte stå stille for at nyde dette usædvanlige syn. Det tog desværre ikke lang tid, inden alt igen var gråt i gråt.
Jeg tror ikke Gertrud Sand kommer forbi mit hjem i år. Så må jeg jo selv i gang, hvad jeg da nok også helst vil. I går blev nogle, eller rettere mange, julekasser hentet ned fra loftet. Det er nemlig ikke så lidt, vi har fået samlet sammen gennem årene. I år skal manden min og jeg fejre jul sammen i eget hjem for halvtredsindstyvende gang. Egentlig siger jeg hvert år, at der ikke skal så meget frem i år, men jeg går og hygger mig, og så ender det alligevel med, at en stor del kommer frem. Når jeg kigger i kasserne dukker der mange minder frem. Det første julepynt vi købte. Farmor, der lavede fine små nisser og en hel masse andet pynt til os gennem årene. Børnenes arbejder. Meget har sin faste plads, og det skal selvfølgelig frem også i år. Så det kan tage mig flere dage, fordi jeg går og glæder mig ved alle minderne.
Der er lagt lyskæder ind i husene. De tændes, når det bliver mørkt.
I dag tænder vi det tredje lys i adventskransen, og jeg tænker på Bjarne Haahrs adventssang, hvor vi ved det tredje lys synger:
Det tredje lys har intet øje set
det lyser gennem hjertesorgen
og melder, det umulige er sket,
det tredje lys er påskemorgen.
Det ser nærmest ud, som adventskransen hænger skævt, men det gør den nu ikke. Billedet er uklart og det er mine øjne også, så dagen må vist slutte nu for mit vedkommende.
I dag har jeg bagt - tror jeg - de sidste småkager til julen.
Selv om vi har meget andet at gøre lige nu, så er det dejligt med frokoster og hygge.
I tirsdags inviterede søster Elly til julefrokost. Det blev en munter dag. Dejligt at mødes med søsters venner. En dejlig frokost - med alt for meget mad! Søster er RIGTIG god til at lave mad, og laver altid rigeligt. Så alt hvad man kan tænke sig til en julefrokost blev serveret. Sild, laks, frikadeller, sylte, ribbenssteg, leverpostej. Ja rækken er virkelig lang, og jeg ville jo gerne smage på det hele. Risalamande blev også serveret - med mandel - og mandelgave. Det var nu ikke mig, der skulle hjembringe den.
Til kaffen var der kogt klejner, som jeg elsker, men aldrig selv laver. -og selvfølgelig andre småkager, der hører julen til.
Da vi vendte hjem først på aftenen, var vi godt trætte og mætte efter en dejlig eftermiddag i gode venners selskab.
I aftes var vi til julehygge. En dejlig tradition som Annelise og Niels har indført, da de flyttede til vores område. Der blev serveret dejlige hjemmebagte boller - bl.a. luciaboller og mange forskellige slags oste og spegepølse. Hertil spændende øl.
Senere fik vi æbleskiver, gløgg og småkager.
Det blev sent inden vi kom hjem, men når man befinder sig i godt selskab, så opdager man slet ikke, at tiden "løber".
Så julen er ligesom ved at blive startet for os her på Skrænten.
Heldigvis har stormen nu lagt sig. En fin morgen at stå op til, og morgenturen startede med at stå og beundre den fineste solopgang.
Efter den sædvanlige times gang, fik jeg lyst til at binde kranse. Det plejer jeg at gøre, men jeg troede ikke, jeg fik det gjort i år. Men i gang kom jeg og fik brugt det meste af det, som jeg havde samlet sammen.
Nu er de klar til at blive lagt på gravene i morgen.
Da jeg var færdig, havde jeg stadig en del tilbage, så jeg brugte det sidste ude omkring huset
Nu håber jeg bare, at der ikke kommer en ny storm og ændrer rundt på det.
Vi er stadig rigtig bekymret for, hvad denne storm har gjort ved vores udhus. Selv om det jo ikke stod til at redde, efter sidste storm, så bekymrer det mig, hvis det har "fløjet" rundt med brædder i området derude. Men vi kan altså ikke lige køre derud, selv om vi begge er nysgerrige efter at se, hvordan det ser ud.
Inde igen, ser jeg, at jeg nok hellere skulle være gået i gang her, men det må komme. Jeg havde sådan en lyst til at være udendørs i det fine vejr.
Hvorfor hører de ikke efter, hvad jeg siger? Når jeg siger, at jeg ikke ønsker besøg af Helga, så mener jeg det. Her stormer det og er mørkt, selv om klokken snart er 15. Jeg er bekymret for, hvordan det ser ud med vores udhus, der mistede taget, da Gorm kom forbi.
Men der findes vel altid lys i mørket.
I går var vi med til at fejre, at Noah fylder 6 år i dag. Det blev en hyggelig dag. I dag fik han forældrenes gave - en ny cykel. Selv om han i går fortalte mig, at han nu godt kunne sove til kl. 8 (han har altid stået tidligt op), så var klokken kun lige 7, da en sms tikkede ind med et billede af ham og hans nye cykel, samt en udtalelse "Jeg har fået alt, hvad jeg ønskede mig" og "jeg elsker min nye mountainbiker. Kort tid senere var han og faderen parat til at cykle i skoven, så han kunne få styr på den, da der ingen fodbremse er på en sådan cykel. Men alt gik tilsyneladende godt.
Manden min og jeg vovede os ud i stormen, for at køre til æbleplantagen for at købe æbler og pærer. Der var rigtig mange, der havde besluttet det samme. Der er kun en ganske smal vej derned, så det var lidt besværligt, da den var kørt helt op, så man ønskede bare, at man ikke kom til at sidde fast i alt det mudder. Men nu er der hjembragt dejlig frugt.
I eftermiddag skal jeg til julekoncert i Juelsminde kirke. Mange af mine veninder synger i koret, og har længe øvet til koncerten.
Så det bliver først i aften, vi tænder adventskransen.
Jeg er normalt gæstfri, synes jeg selv, men den Helga, jeg hører, vil komme, skal ikke prøve at komme på besøg os mig. Jeg har haft rigeligt med besøg af Gorm.
Lige nu blæser det en del her på Skrænten, så graner m.m. jeg har har sat udenfor, bliver ikke der, hvor de er sat.
Men værst af alt er det, hvis Helga finder på at komme til Søndervig, for vi har jo ikke fået tøjret taget m.m., som i mandag forlod udhuset. Det ligger stadig der, hvor det landede i søndags. Så det er vist bare at håbe på det bedste.
I søndags væltede det juletræ, som står udenfor her på Skrænten. Men nu har det fået en ny og tungere fod, så jeg håber, det bliver stående denne gang.
Og der er jo ikke andet at gøre end håbe på det bedste.
Mandag blev min mand ringet op af en tømrer, der kunne fortælle, at taget på vore 'nye' udhus ved sommerhuset var blæst af, og skuret faktisk ødelagt.
Ud i bilen og afsted for at komme ud og se, hvor galt det var gået.
Og det var virkelig galt.
Taget lå et stykke fra huset.
Huset var rykket skævt og stod, som om det kunne brase sammen hvert øjeblik.
Ja, vi var godt nok opgivende. Alt det arbejde manden min har lagt i det udhus. Vi har kun haft glæde af det i ca. 2 1/2 måned. Men vi havde nået, at få det hele flyttet ind i det. Og nu måtte vi bare, i storm og regn, have det hele flyttet ind i huset.
1