søndag den 6. december 2015

6. december 2015

Hvorfor hører de ikke efter, hvad jeg siger? Når jeg siger, at jeg ikke ønsker besøg af Helga, så mener jeg det. Her stormer det og er mørkt, selv om klokken snart er 15. Jeg er bekymret for, hvordan det ser ud med vores udhus, der mistede taget, da Gorm kom forbi.
Men der findes vel altid lys i mørket.
I går var vi med til at fejre, at Noah fylder 6 år i dag. Det blev en hyggelig dag. I dag fik han forældrenes gave - en ny cykel. Selv om han i går fortalte mig, at han nu godt kunne sove til kl. 8 (han har altid stået tidligt op), så var klokken kun lige 7, da en sms tikkede ind med et billede af ham og hans nye cykel, samt en udtalelse "Jeg har fået alt, hvad jeg ønskede mig" og "jeg elsker min nye mountainbiker. Kort tid senere var han og faderen parat til at cykle i skoven, så han kunne få styr på den, da der ingen fodbremse er på en sådan cykel. Men alt gik tilsyneladende godt.
Manden min og jeg vovede os ud i stormen, for at køre til æbleplantagen for at købe æbler og pærer. Der var rigtig mange, der havde besluttet det samme. Der er kun en ganske smal vej derned, så det var lidt besværligt, da den var kørt helt op, så man ønskede bare, at man ikke kom til at sidde fast i alt det mudder. Men nu er der hjembragt dejlig frugt.
I eftermiddag skal jeg til julekoncert i Juelsminde kirke. Mange af mine veninder synger i koret, og har længe øvet til koncerten.


Så det bliver først i aften, vi tænder adventskransen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar