onsdag den 6. juli 2016

Hækklipning

Så er hækken klippet. I min barndom skulle hækkene være klippet inden Sct. Hans, men det mener manden min nu ikke, for så skal den klippes to gange om året. I dag kom den mand, der de seneste år har hjulpet os med at klippe vores LANGE hæk.
Det skal retfærdigvis siges, at vejret har været en forhindring.  Det har jo regnet og regnet og regnet og stormet. I dag er det tørvejr, men stærk blæst. Sidste år var manden min ikke hjemme, da den blev klippet, så da samlede jeg det afklippede sammen, og det var da lidt hårdt. Så i år valgte jeg, at køre ud for at handle og overlade opsamlingen til manden. Han er nu så brugt, at vi er enige om, at i morgen bliver det sikkert igen godt vejr, så klarer vi sammen resten. Da vi var unge og plantede hækken, rundt om hele grunden (hjørnegrund), tænkte ingen af os på, at det en dag kunne blive vanskeligt for os at klare, at klippe den hæk, men sådan er der jo så meget, man lærer med alderen.
Jeg købte en stor pose mandler (hans yndlings slik) med hjem til ham.
Regnen og stormen har været hård ved haven. Der er mange af blomsterne, der har måttet bukke hovederne.
1




Ingen kommentarer:

Send en kommentar