søndag den 31. juli 2016

Tur langs havet

I dag var jeg træt, lidt rastløs og kunne ikke tage mig sammen til at lave noget. Efter frokost, hvor en formiddag nærmest var blevet sløset væk, vidste jeg pludselig, at jeg måtte ud at gå, så på med vandreskoene og afsted. Turen gik gennem Palsgaard Park ned til havet og langs det til Juelsminde. Det blev en længere tur, hvor naturen blev nydt i fulde drag. Jeg mødte ikke et menneske før jeg var næsten i Juelsminde.
I parken står der en masse fine træer. Jeg kom forbi et, som jeg syntes var særlig fin i dag.

Da jeg kom til Fruens badehus ærgrede det mig, at jeg ikke havde taget badetøj med, men det havde jeg altså ikke. Jeg har engang prøvet at hoppe i, selv om jeg ikke havde badedragt med, fordi jeg troede mig alene, men inden jeg kom op igen, var der kommet nogen på stranden, så det skal ikke gentages.
Vejret viste sig fra sin fine side. Selv om det flere gange så faretruende sort ud, holdt det tørvejr og solskin næsten hele vejen.
Regnjakken var for en sikkerhedsskyld pakket i rygsækken, men der blev ikke brug for den. 
Man møder mange ting på sin vej langs havet.
Da jeg stødte på denne sten, syntes jeg næsten, det lignede en nøgen, hovedløs dame. Det er måske endnu et tydeligt tegn på, at jeg har en livlig fantasi!
Jeg kommer forbi en lille sø, her svømmede et stolt svanepar omkring med 4 unger. Desværre kunne jeg ikke komme tæt på, da der var så sumpet, men jeg måtte lige se, om jeg ikke kunne fange dette sceneri
Man kan lige ane det stolte forældrepar.
Vandet var klart og fint det meste af vejen, men et enkelt sted, var det en masse grønt på hele stranden
Et stykke følger Kyststien samme rute, som jeg gik. Ved et skilt havde nogle kreative  "pyntet" lidt op.
Turen fra Juelsminde tilbage til Skrænten gik ad cykelstien. En dejlig tur.

 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar