tirsdag den 28. februar 2017

Dragen

Så blev et nyt sjal føjet til "de par stykker", der allerede ligger i skabet. Det er vist ingen hemmelighed, at jeg elsker sjaler og tørklæder til at varme ryg og nakke. Denne gang er det Sisse's Dragen.

Jeg har nok ikke læst præcist nok på opskriften. Det  blev ikke helt så stort, som jeg havde ventet. Men  for en gangs skyld strikkede jeg i det originale garn. Målene og strikkefastheden passer. Så sådan kan det gå, når man begejstres, og alt ser let ud, og der bare strikkes derud ad. Men dejlig varmt er det om skuldrene. Jeg overvejer dog lige, om jeg vil lave rækken med fastmasker og sætte kvaster på. Jeg tror nu ikke, at der skal kvaster på. Jeg synes tørklædet er for "tungt" til det. 
Det er et hurtigt strikket sjal. Jeg startede lørdag, da jeg kiggede Melodi grandprix, og var færdig søndag aften. I går blev enderne hæftet, og nu er det klar til brug.
Jeg har lige fundet garn frem fra lageret til at starte på Søstersjalet!

fredag den 24. februar 2017

Så kom der da lidt sne

Hele dagen i går advarede meteorologerne om voldsomt snevejr. Der kom da også lidt sne, men vist ikke i de mængder, der blev talt om, i hvert fald ikke her på Skrænten.
Ved 17 tiden i går var haven da dækket af et tyndt lag sne. 
Min morgentur i dag blev begunstiget af dejligt solskin, og der var da også hvidt derude. En dejlig tur, hvor jeg så 2 rådyr stå ovre i hegnet. De så også ud, som om de nød det gode vejr. Et par svaner sejlede rundt i det lille vandhul, der er ovre på det, vi altid har kaldt hestemarken, selvfølgelig fordi der ofte går heste der.
Nu skal jeg igang med at lave fastelavnsris.

onsdag den 22. februar 2017

Ikonkursus i Tversted

I weekenden var ikongruppen på kursus i Tversted. Vores lærer Anette Nepper-Christensen har lejet lokaler i den nedlagte Tversted skole. Skolen er købt af Isager Strik, der flytter sit garnlager til skolen. Marianne Isagers plan er, at omdanne skolen til et kulturcenter. Det er allerede godt i gang. Jeg tror, det kan blive et dejligt sted. Anettes lokaler er i hvert fald hyggeligt indrettet og gode til kursus i ikonskrivning.
Vi havde lejet et sommerhus i Ålbæk til overnatning. Men hold da op, hvor var det koldt at komme der fredag. I øvrigt et dejligt stort sommerhus, men på denne tid af året, tager det tid, at få sådan et hus opvarmet.
Heldigvis havde vi alle varmt tøj med.
Godt med strikkede sjaler og tæpper så gik det lige.

Og så taler den ældre generation om, at børn og unge har travlt med sine mobiltelefoner! 
Jeg nåede ikke så meget på kurset, som jeg havde troet og planlagt. Efter sådanne kursusdage, er jeg helt tændt, og vil gerne straks arbejde videre herhjemme. Men når hverdagens gøremål melder sig, så går det som regel anderledes. Jeg er i hvert fald ikke kommet igang endnu.

 


Vi har gang i meget - som det ses. Vi  fik nogle af vores "problemer" løst, så det skule være letter at komme videre, når vi mødes næste gang.
Der blev også indkøbt lidt nye farver. Anette havde lige fået dem hjem fra Frankrig.
Tak til mine dejlige ikonveninder for 3 rigtig hyggelige dage. Om dagen blev der arbejdet koncentreret, men om aftenen blev der hygget, strikket, diskuteret -  og ikke mindst grinet.

onsdag den 15. februar 2017

Endelig er nederdelen klar til brug

Endelig fik jeg sat elastik i min strikkede nederdel. Den blev strikket færdig sidste vinter, men har ligget og ventet på at få sat elastik i taljen.
Den er fra Drops 156-3 og strikket i Karisma. 
Nu håber jeg, at jeg får lyst til at bruge den her i foråret. Men dejligt er det i hvert fald, at kommer væk fra bunken med ufærdige projekter.



tirsdag den 14. februar 2017

Den dejligste morgen

At stå op til en morgen, som den i dag, er bare dejlig. Det er tidligt lyst, og det er frostklart. Da jeg rullede gardinerne fra ovenlysvinduerne, var der de fineste isblomster
Det er måske lidt vanskeligt at se, men der var de smukkeste mønstre. 
Efter min morgenvandringstur måtte jeg ned i haven og se, om vintergækkerne var kommet så meget frem, at de kunne plukkes. Det var de
så man bliver i lidt bedre humør, når solen skinner og forårsbudbringerne lyser op. 
Men jeg synes nu alligevel, det er lidt træls, at min bil, som står ude, er bundfrossen. Så lige nu overvejer jeg, om jeg skal gå ud og skrabe den fri for is, eller vente til solen har så meget magt, at den klarer det. Jeg tror, jeg vælger den sidste løsning, og lader solen klare det.


mandag den 13. februar 2017

Lidt af hvert

Vi har været en tur "sydpå" for at fejre mandens fødselsdag.
Først gik turen til Middelfart, hvor vi besøgte Clay Keramikmuseet. Der har vi været før og se spændende udstillinger. Denne gang blev dog ikke nogen særlig oplevelse. De var i gang med at skifte udstilling, så selv om der var adgang til halv pris, så... Vi fik til gengæld indblik i, hvor stort et arbejde, det er at opstille udstillinger. Der gik mange mænd og der var store trækasser overalt. Jeg tror vi må afsted igen, for den kommende udstilling hedder: Axel Salto - stentøjsmesteren.
Men de har en dejlig cafe, så her nød vi kaffe og lagkage, og ikke mindst den pragtfulde udsigt ud over Lillebælt.
En spadseretur i Middelfart blev det også til, selv om det var umanerlig koldt.
Vi overnattede på Trinity Hotel & Konferencecenter. Der har vi også været før. Et dejligt sted med store, lyse værelser. Om aftenen nød vi en udsøgt 3 retters menu.
Dagen efter gik turen til Kolding, hvor vi besøgte Koldinghus. Jeg havde glædet mig til at se Netmaskernes strikudstilling: Strikket Renæssance.




Det var nu ikke lige noget, manden min syntes var så spændende, så han gik hurtigt videre til prinsens udstilling: Himmelsten. En imponerende samling af orientalske jadesten/kunst. Men jeg gik lang tid rundt og nød de fine strikting. 
Jeg skulle nu også se udstillingen med jadesten. Den er imponerende og virkelig et besøg værd. Så vi gik i lang tid på Koldinghus, for uha hvor tiden let smutter, når man går og kigger og snakker om tingene. Men vi havde jo heller ikke noget, vi skulle nå.
Efterfølgende gik vi også en tur rundt i Kolding by - og det blæste stadig en kold vind, men heldigvis havde vi tøj på til at holde kulden ude.

torsdag den 9. februar 2017

Fødselsdag på Skrænten

I dag fejrer vi fødselsdag. Manden min bliver 1 år ældre. Hos os er det tradition for, at den, der har fødselsdag, først står op, når morgenbordet er dækket. Da manden er et rigtigt morgenmenneske, skulle jeg tidligt op.
Jeg var for en gangs skyld kørt til bageren. Det var faktisk en dejlig oplevelse at komme ud til en hvid, uberørt sne


 

onsdag den 8. februar 2017

Så syng da

Sang er der blevet en del af i denne uge. Mandag startede med sang på Hellebjerg om formiddagen. Dejligt at synge sammen med næste 150 glade sangere. Temaet for denne dag var vinter, men vinteren var nærmest fraværende i mandags - i hvert fald i Juelsminde. De der kom syd fra kunne dog berette, at der var lidt hvidt derude.
Men i går viste vinteren sig så også her i form af lidt snevejr og megen blæst.
I går aftes havde jeg besøg af  "Litteratur og broderigruppen". Vi bibeholder navnet, selv om der ikke bliver broderet ret meget. Vi har alle nået en alder, hvor synet kræver rigtig godt lys for at brodere, så det er blevet litteraturen, der fylder mest. Når vi har diskuteret litteratur - og alle livets tilskikkelser i øvrigt. Kaffen er drukket og kagen spist, så skal der synges.
Det er så livgivende med sang - og gode grin. Der blev grinet rigtig meget i aftes. Lige pludselig var klokken over 24, så der skulle synges en aftensalme, og vi måtte sige godnat og skilles.
Jeg glæder mig allerede, til vi skal mødes om en måned hos Karin.
I dag har jeg ikke lavet meget andet end lidt håndarbejde. Jeg manglede et varmt pandebånd, så det blev strikket
Jeg tror, jeg liver glad for det. Det er så dejlig blødt, strikket i alpacagarn.





torsdag den 2. februar 2017

Den 3. hånd

 Når jeg laver håndarbejde, mangler jeg ofte en til at holde ved - en ekstra hånd. Det har jeg måske løst nu.
Jeg har pakket en mursten ind i filt.  Jeg tror den kan hjælpe mig, når jeg lige står og mangler en ekstra hånd. Egentlig ville jeg have dekoreret den med broderi, men jeg  afventer lige og ser, om det er bedst, den er helt plan. Jeg kan jo senere dekorere den.
I øvrigt er det ikke en helt tilfældig mursten, jeg har brugt. Jeg fik den for et par år siden af Pia, der havde været i gang med at renovere Møllegården. Møllegården, hvor min afdøde søster og svoger levede hele deres voksenliv, og hvor deres 3 børn er født, heriblandt Pia, der overtog huset, da min svoger døde. Min familie har tilbragt rigtig meget tid i Møllegården. Minderne vælder frem. Jeg savner så ofte min søster. Vores 2 familier har tilbragt så meget tid sammen. Vi tog på ferie sammen, holdt jul, påske og pinse sammen - men alt har jo sin tid - så nu må jeg nøjes med de dejlige minder.