onsdag den 3. september 2014

Blommemarmelade

I går kom naboen med en skål blommer. De blev straks omsat til en dejlig marmelade.

Jeg fandt opskriften på www.valdermarsro.dk.
Blommemarmelade
400 g blommer
125 g sukker
1 vaniljestang
2 spsk vand
1 tsk kanel
evt. 2 stjerneanis
Rengør, halver og udsten blommerne. Skrab vaniljen ud af vaniljestangen og bland vaniljen med sukker, så de fine vaniljekorn skilles fra hinanden i sukkeret. Kom sukker, vanilje, blommer, kanel, stjerneanis og vand i en gryde og kog blandingen op. Skru ned for varmen til det blot simrer og lad det stå og simre i et godt stykke tid, gerne 30-45 minutter til sukkeret karamelliseres og blommesaften tykner. Hold øje med, at der ikke koger tørt og brænder på. Kom den færdige blommemarmelade på et rent, skoldet glas og opbevar i køleskabet.
Jeg undlod at komme kanel i, da det ikke er et krydderi, jeg holder af. Køkkenskuffen indeholdt heller ikke stjerneanis. Men jeg siger, det smager! Jeg havde et næsten nybagt stenalderbrød, så UHM.
Der var så mange blommer, at jeg kunne lave dobbelt portion.
Heldigvis plantede naboen 2 nye blommetræer. Det træ, vi også i mange år havde nydt godt af, måtte nemlig for nogle år siden lade livet - det knækkede. Så de sidste par år, har jeg savnet, at naboen ringede på med en skål blommer i hænderne. Men i år var jeg heldig, selv om han fortalte, at det kun var det ene træ, der havde gode frugter. Det andet var angrebet af noget, så ingen af blommerne kunne bruges.
Så jeg siger TAK.- Der er for resten også til en blommetærte - tror jeg!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar