Kyststien

Min morgenvandring blev i dag noget længere end beregnet. Det sker nu  ikke så sjældent. Da jeg kom ned til havet, var der simpelthen så dejligt.Vandets dovne skvulpen, fik pulsen ned i et roligt tempo.  Jeg følte det, som om jeg  kunne gå til verdens ende, og kun lytte til den dejlige lyd, der en gang imellem blev afbrudt af fuglenes sang. Så jeg besluttede mig for at følge kyststien, som går fra Snaptun til Juelsminde. Dog ikke hele vejen langs havet, men da jeg kender området godt, ved jeg, hvordan jeg kan gå længst muligt langs havet.
Og man møder mange ting på sin vej.

Et gammelt træ, hvor jeg sad nogen tid og filosoferede over livets gang.

 

En historie om, hvem der mon bor i dette lille hul, blev det også til. Måske bruges den til jul, hvis det nu er en nisse, der bor der. Jeg ved af erfaring, at hvis det er trolde, skal man være varsom, for dem kan man godt blive bange for.

Selv om man er gammel og rødderne kappes, kan man godt stå fast! Det er værd at huske på.

.

Ekstra motion i form af en svingtur kan man også få.

Men jeg måtte jo videre. Jeg fik lyst til at gå op forbi Voldstedet. Historien  om det kommer en anden gang.

 

Herefter gik turen tilbage til Skrænten. Tænk at bo med så pragtfuld en natur næsten lige uden for døren!