Adventstiden nærmer sig nu sin afslutning. Jeg har lyst til at dele teksten til en sang, som en arbejdskollega skrev i 1988. Chris er ikke mere, men hans sang minder os hvert år ved adventstidens begyndelse, om den person, han var. Teksten er aldrig udgivet, og derfor kun kendt af en nær kreds. Den må selvfølgelig ikke bruges i prof. øjemed, men alene nydes i en stille stund, hvor den nok kan give stof til eftertanke. Jeg sender samtidig en kærlig hilsen til Chris Tophøjs familie.
Mel. Nu har vi altså jul igen.
Nu nærmere julen sig i hast
den sag er ganske sikker,
vi med bekymret øjekast
på vor kalender kigger.
Vi undres på, hvor tiden går
og hvordan vi nu når det
og at vi ikke vel har råd
og om vi måske får det.
Så vi må bruge alt vort vid
i denne søde adventstid,
den skønne, travle, alt for korte adventstid.
Og medens julen rykker nær
og adventstiden ender,
til alle dem, som vi har kær
vi vore tanker sender,
vi synes, det var alt for lidt
vi nå'de at få set dem,
og der var sikkert glæder som
vi kunne ha' beredt dem.
Så vi må sætte al vor lid
til denne søde adventstid
den skønne, glade, alt for travle adventstid.
Se, julebud og julefred
og skønne julekærter,
de er symbol på kærlighed
og lys i vore hjerter.
Hvis vi, i årets mørke tid
en lejlighed ku' finde
så også vores julelys
for andre kunne skinne.
Så ku' vi roligt fæste lid
til denne søde juletid
den skønne, kære, æret være juletid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar