torsdag den 11. december 2014

København

I weekenden var jeg i København på besøg hos min datter. Mandag skulle jeg have min fødselsdagsgave fra Trille. Et frisørbesøg hos Face of Copenhagen. Jeg fik en rigtig fin klipning, så jeg føler mig næsten som en ny kvinde. Oveni fik jeg en hel masse gode råd om pleje af håret.
Jeg har, efter at være kommet hjem, fået kommentarer om, at det klæder mig, og at jeg er kommet til at se  yngre ud. Det gør da en glad. Da manden min hørte det, sagde han, at han så blev helt betænkelig ved at sende mig af sted en anden gang, for tænk hvis jeg kom hjem og lignede en teenager....
Det var nogle rigtige dejlige dage, så en stor TAK til min søde, betænksomme datter.
I øvrigt kom jeg også hjem med noget andet. Jeg ville gerne have udskiftet en lampe over spisebordet i mit nye køkken. Jeg har 2 apotekerlamper over køkkenbordet, og ville gerne have en lidt større over spisebordet. Apotekerlamperne er fremstillet på Holmegård Glasværk, som desværre ikke eksisterer mere. Da min datter hørte det, gik hun i gang med at søge på nettet. Og der var muligheder. Bl.a. på Frederiksberg, ikke så langt fra, hvor min datter bor. Og den mulighed blev straks udnyttet. Så jeg rejste glad hjem i toget med lige den Apotekerlampe, som jeg ønskede mig. Lampen er som ny, og indkøbt for 400 kr.
Jeg er så glad for denne lampe, og glæder mig til at få den op at hænge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar