Så er 2015 ved at rinde ud. At rinde ud er et udtryk, jeg holder meget af. Jeg elsker ord og at udtrykke mig skriftligt, men jeg har den sidste tid været så opfyldt af glæde, at jeg har svært ved at udtrykke denne glæde skriftligt. Der er så meget, jeg er taknemmelig for. Når jeg så ikke synes, jeg kan finder ord, der dækker - ja så skriver jeg ikke.
Men jeg vil gerne ønske alle, der læser med her et GODT og lykkebringende nytår.
Jeg glæder mig til at skrive videre i 2016.
Jeg har været fraværende her på bloggen. Det skyldes, at vi har haft så meget at fejre. Den 18. december kunne manden og jeg fejre guldbryllup. Og fejret det blev det. Rigtig mange havde gjort så mange ting for, at dagen skulle være godt for os. Vi er så glade og taknemmelige, for alt hvad der skete denne dag. Jeg har svært ved at skrive om det, fordi det rører mig så dybt. Det var så dejlig en dag. Se bare her, hvad der mødte os, da vi kom til Juelsminde Strand, hvor festen blev holdt
Måske fortæller jeg om det senere. Alt er gemt i hjertet.
Det bliver til lidt juleri hver dag her på Skrænten.
I morges startede dagen med at skrabe. Manden min forærer hvert år i december en kalender til børn, børnebørn - og mig. Og nu er det spændende, jeg mangler nemlig 1 rensdyr, så er rækken fuld. Men, men.. selv om jeg jo godt ved, at jeg ikke er heldig i spil SÅ.....
Sjovt er det da alligevel.
I dag har jeg også hygget mig med at tage lidt frem fra julekasserne. Englen er sat op i stjernehimlen.
Den gamle nisse har indtaget sin vante plads.
Nissen er min søns. En gave han fik til hans første jul i 1972. Fra hvem han fik den, erindrer jeg ikke. Man kan vist ikke ligefrem sige, at det er en køn nisse. Men her i huset er den værdsat. En dag flytter den nok herfra og hjem til dens rette ejermand. Træskoene er de første træsko datteren fik. De har også i mange år haft sin faste plads ved siden af nissen.
Da jeg kom ud i morges klokken 8, blev jeg mødt af et helt vidunderligt syn
Jeg mindes næsten ikke at have set så rød en morgenhimmel før. Man skulle tro, det var en solnedgang i stedet for solopgang. Vi måtte stå stille for at nyde dette usædvanlige syn. Det tog desværre ikke lang tid, inden alt igen var gråt i gråt.
Jeg tror ikke Gertrud Sand kommer forbi mit hjem i år. Så må jeg jo selv i gang, hvad jeg da nok også helst vil. I går blev nogle, eller rettere mange, julekasser hentet ned fra loftet. Det er nemlig ikke så lidt, vi har fået samlet sammen gennem årene. I år skal manden min og jeg fejre jul sammen i eget hjem for halvtredsindstyvende gang. Egentlig siger jeg hvert år, at der ikke skal så meget frem i år, men jeg går og hygger mig, og så ender det alligevel med, at en stor del kommer frem. Når jeg kigger i kasserne dukker der mange minder frem. Det første julepynt vi købte. Farmor, der lavede fine små nisser og en hel masse andet pynt til os gennem årene. Børnenes arbejder. Meget har sin faste plads, og det skal selvfølgelig frem også i år. Så det kan tage mig flere dage, fordi jeg går og glæder mig ved alle minderne.
Der er lagt lyskæder ind i husene. De tændes, når det bliver mørkt.
I dag tænder vi det tredje lys i adventskransen, og jeg tænker på Bjarne Haahrs adventssang, hvor vi ved det tredje lys synger:
Det tredje lys har intet øje set
det lyser gennem hjertesorgen
og melder, det umulige er sket,
det tredje lys er påskemorgen.
Det ser nærmest ud, som adventskransen hænger skævt, men det gør den nu ikke. Billedet er uklart og det er mine øjne også, så dagen må vist slutte nu for mit vedkommende.
I dag har jeg bagt - tror jeg - de sidste småkager til julen.
Selv om vi har meget andet at gøre lige nu, så er det dejligt med frokoster og hygge.
I tirsdags inviterede søster Elly til julefrokost. Det blev en munter dag. Dejligt at mødes med søsters venner. En dejlig frokost - med alt for meget mad! Søster er RIGTIG god til at lave mad, og laver altid rigeligt. Så alt hvad man kan tænke sig til en julefrokost blev serveret. Sild, laks, frikadeller, sylte, ribbenssteg, leverpostej. Ja rækken er virkelig lang, og jeg ville jo gerne smage på det hele. Risalamande blev også serveret - med mandel - og mandelgave. Det var nu ikke mig, der skulle hjembringe den.
Til kaffen var der kogt klejner, som jeg elsker, men aldrig selv laver. -og selvfølgelig andre småkager, der hører julen til.
Da vi vendte hjem først på aftenen, var vi godt trætte og mætte efter en dejlig eftermiddag i gode venners selskab.
I aftes var vi til julehygge. En dejlig tradition som Annelise og Niels har indført, da de flyttede til vores område. Der blev serveret dejlige hjemmebagte boller - bl.a. luciaboller og mange forskellige slags oste og spegepølse. Hertil spændende øl.
Senere fik vi æbleskiver, gløgg og småkager.
Det blev sent inden vi kom hjem, men når man befinder sig i godt selskab, så opdager man slet ikke, at tiden "løber".
Så julen er ligesom ved at blive startet for os her på Skrænten.
Heldigvis har stormen nu lagt sig. En fin morgen at stå op til, og morgenturen startede med at stå og beundre den fineste solopgang.
Efter den sædvanlige times gang, fik jeg lyst til at binde kranse. Det plejer jeg at gøre, men jeg troede ikke, jeg fik det gjort i år. Men i gang kom jeg og fik brugt det meste af det, som jeg havde samlet sammen.
Nu er de klar til at blive lagt på gravene i morgen.
Da jeg var færdig, havde jeg stadig en del tilbage, så jeg brugte det sidste ude omkring huset
Nu håber jeg bare, at der ikke kommer en ny storm og ændrer rundt på det.
Vi er stadig rigtig bekymret for, hvad denne storm har gjort ved vores udhus. Selv om det jo ikke stod til at redde, efter sidste storm, så bekymrer det mig, hvis det har "fløjet" rundt med brædder i området derude. Men vi kan altså ikke lige køre derud, selv om vi begge er nysgerrige efter at se, hvordan det ser ud.
Inde igen, ser jeg, at jeg nok hellere skulle være gået i gang her, men det må komme. Jeg havde sådan en lyst til at være udendørs i det fine vejr.
Hvorfor hører de ikke efter, hvad jeg siger? Når jeg siger, at jeg ikke ønsker besøg af Helga, så mener jeg det. Her stormer det og er mørkt, selv om klokken snart er 15. Jeg er bekymret for, hvordan det ser ud med vores udhus, der mistede taget, da Gorm kom forbi.
Men der findes vel altid lys i mørket.
I går var vi med til at fejre, at Noah fylder 6 år i dag. Det blev en hyggelig dag. I dag fik han forældrenes gave - en ny cykel. Selv om han i går fortalte mig, at han nu godt kunne sove til kl. 8 (han har altid stået tidligt op), så var klokken kun lige 7, da en sms tikkede ind med et billede af ham og hans nye cykel, samt en udtalelse "Jeg har fået alt, hvad jeg ønskede mig" og "jeg elsker min nye mountainbiker. Kort tid senere var han og faderen parat til at cykle i skoven, så han kunne få styr på den, da der ingen fodbremse er på en sådan cykel. Men alt gik tilsyneladende godt.
Manden min og jeg vovede os ud i stormen, for at køre til æbleplantagen for at købe æbler og pærer. Der var rigtig mange, der havde besluttet det samme. Der er kun en ganske smal vej derned, så det var lidt besværligt, da den var kørt helt op, så man ønskede bare, at man ikke kom til at sidde fast i alt det mudder. Men nu er der hjembragt dejlig frugt.
I eftermiddag skal jeg til julekoncert i Juelsminde kirke. Mange af mine veninder synger i koret, og har længe øvet til koncerten.
Så det bliver først i aften, vi tænder adventskransen.
Jeg er normalt gæstfri, synes jeg selv, men den Helga, jeg hører, vil komme, skal ikke prøve at komme på besøg os mig. Jeg har haft rigeligt med besøg af Gorm.
Lige nu blæser det en del her på Skrænten, så graner m.m. jeg har har sat udenfor, bliver ikke der, hvor de er sat.
Men værst af alt er det, hvis Helga finder på at komme til Søndervig, for vi har jo ikke fået tøjret taget m.m., som i mandag forlod udhuset. Det ligger stadig der, hvor det landede i søndags. Så det er vist bare at håbe på det bedste.
I søndags væltede det juletræ, som står udenfor her på Skrænten. Men nu har det fået en ny og tungere fod, så jeg håber, det bliver stående denne gang.
Og der er jo ikke andet at gøre end håbe på det bedste.
Mandag blev min mand ringet op af en tømrer, der kunne fortælle, at taget på vore 'nye' udhus ved sommerhuset var blæst af, og skuret faktisk ødelagt.
Ud i bilen og afsted for at komme ud og se, hvor galt det var gået.
Og det var virkelig galt.
Taget lå et stykke fra huset.
Huset var rykket skævt og stod, som om det kunne brase sammen hvert øjeblik.
Ja, vi var godt nok opgivende. Alt det arbejde manden min har lagt i det udhus. Vi har kun haft glæde af det i ca. 2 1/2 måned. Men vi havde nået, at få det hele flyttet ind i det. Og nu måtte vi bare, i storm og regn, have det hele flyttet ind i huset.
En dejlig tid med forventningens glæde. Jeg har været i gang med forberedelser. Nogle småkager er bagt.
Vaniljekranse er et most
Som det ses, så ingen jul hos os uden svenske chokoladebrød. Den lille dåse er afsendt til en, der holder meget af disse kager. Nu mangler jeg kun 2 hold mere, så er alt vist, som det plejer med hensyn til småkager.
Lørdag blev der lavet adventsdekorationer - og kranse.
Vi havde været i skoven for at samle ting. Noget skulle først tørres, så det blev det.
Der var gang i flere ting på en gang. Bemærk slikskålen. Den er ganske uundværlig, når der arbejdes.
En lille spasmager, der dog lidt senere arbejdede koncentreret, og fik dette juletræ lavet
Desværre manglede vi en i år, der ikke havde mulighed for at være med. Men der er tænkt på hende, og der er sendt lidt afsted til hende
I dag var tiden så kommet til at gå i kirke, for at fejre at et nyt kirkeår begynder.
I flere dage har vejrprofeterne fortalt om et snevejr, som ville ramme en del af Danmark i weekenden. Men jeg troede ikke helt på, at det ville komme her til os. Da jeg kiggede ud af vinduet omkring kl. 7 i morges, var der da heller ikke sne at se. Da det er søndag, og jeg ikke havde sovet meget i nat, trak sengens varme i mig igen, så jeg puttede mig med en god bog. Da jeg så stod op og kiggede ud, skal jeg lige love for, jeg blev overrasket. Det sneede og alt var hvidt.
Godt det var i går, jeg valgte at tage i skoven.
Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke kommer ud af min hjemmedragt i dag. Jeg har rigtig mange hyggelige gøremål, som jeg bare kan gå i gang med. Så det vil jeg gøre. En god frokost venter også, og senere måske æbleskiver og gløgg - eller anden dejlig varm drik. Så her står den virkelig på indendørs hygge.
Jeg har lige været på en lille skovtur. Jeg trængte til at blive 'luftet' lidt. Så turen gik denne gang til skoven ved Juelsminde. Her kunne jeg plukke lidt grene og samle blade.
Tankerne gik tilbage i tiden, for her havde vi, da børnene voksede op, en badeplads. Man kunne dengang hos Palsgaard leje en plads til parkering i skoven lige ud mod stranden. Det var særdeles praktisk - og dejligt. Det er en af de bedste strande heromkring, og så kunne vi køre helt ned, så vi ikke skulle bære tingene ret langt. Det var meget praktisk, når børnene skulle have legetøj m.m. med. Og der var kun dem på stranden, som havde lejet en plads. På denne strand har vi tilbragt rigtig mange dejlige timer.
Nu ser det noget anderledes ud. Der er bygget hytter til udlejning, og man kan leje en plads til campingvogn, som må stå der fra april til oktober. Der er også bygget et overdækket grillsted. Men der udlejes ikke længere P-pladser.
Denne træskulptur står lige ved indgangen
Men denne gang var jeg her for at samle lidt. Hjemme igen stak jeg grene ned i krukker, men der var selvfølgelig slet ikke nok, så jeg må afsted igen en anden dag.
I haven står julerosen i blomst
Nu er det spændende, om det bliver rigtig vinter. Jeg har faktisk først i dag været på loftet for at hente vinterfrakkerne med. I mandags fik jeg vinterdæk på bilen. Så jeg er vist ved at være vinterklar, så kom bare an kong Vinter.
Mit sind har været stemt i mol. Det duer bare ikke, det må selvfølgelig ændres. Jeg ved jo godt, det er fordi jeg bekymrer mig. Men det er svært at lade være, når ens familie og specielt mine børn, rejser rundt i den verden, der er lige nu. For mindre en to måneder siden, gik min datter rundt de steder i Paris, som blev ramt af den ufattelige tragedie. Efterfølgende har hun været i New York, hvorfra hun kom til København i søndags. Heldigvis er hun god til at give os besked om sin færden. Det er vi SÅ taknemmelige for. Sønnen har også en del rejseaktiviteter, dog mest i Europa. Når jeg 'rammes' af bekymringer m.m., kan jeg ikke sidde stille. Søndag måtte jeg pludselig ud. Jeg tog cyklen og cyklede i skoven. Men her gik jeg rundt lidt for længe, så pludselig var det næsten mørkt, og jeg havde selvfølgelig ikke lys på cyklen. Jeg ville ringe hjem og sige, at jeg var på vej hjem, men telefonen virkede ikke ude i skoven. Det har jeg oplevet før.
Men en skøn tur var det.
Mandag morgen hørte jeg i radioen, at der var sket trafikuheld på den vej, søn og svigerdatter kører på arbejde. Heldigvis svarede sønnen hurtigt på min sms - Alt er OK her.
Om formiddag var jeg til sang, og det bliver man da opløftet af. Dejligt at synge sammen med over 100 personer.
Tirsdag måtte vi køre ud til sommerhuset, da varmepumpen skulle have det årlige eftersyn.Vi startede ud i næsten solskin, men var ikke kommet ret langt vestpå, inden regnen startede. Vi havde planlagt at samle mos med hjem til brug til juledekorationer. Men da vi kom til det område, hvor det er godt at samle, stod regnen ned. Vi holdt lidt, men blev enige om, at vi ikke ville ud i det vejr, selv om vi var udstyret med både regnjakker og gummistøvler. Så vi kørte videre. Vi havde ikke kørt ret langt, inden regnen næsten var holdt op. Så kiggede vi på hinanden og vendte bilen. Vi fik så samlet mos i næsten tørvejr.
Ude i området ved sommerhuset, stod der rigtig meget vand, også på vores grund.Vi kunne næsten ikke køre derind med bilen.
Det ville tage et par timer med eftersynet, så jeg tog cyklen ud og cyklede ind til Søndervig. Aldrig har jeg oplevet byen så 'død'. De fleste butikker havde lukket. Men de folk, der var der, var meget snakkesalige, og fortalte, at det var første uge, butikkerne havde lukket, og de lukkede op igen til weekenden.
Jeg gik en tur ned og kiggede på havet. Der var rigtig gang i bølgerne.
Bare i den korte tid, jeg var på stranden, skiftede himlens farve meget.
Jeg elsker simpelthen at gå ved Vesterhavet, når der rigtig er gang i bølgerne.
I dag skal nogle ting, jeg har gang i, færdiggøres. De vil blive vist her senere, men lige nu er de rubriceret under hemmeligheder.
Men se lige her, hvad der står i min vindueskarm i køkkenet
Jeg holder meget af amaryllis. Det ved manden min, så glad blev jeg, da han for ca. 14 dage siden kom med en sådan lille blomst til mig. Den har stået og vokset sig stor og dejlig til stor glæde for mig.
- og jeg prøver at løbe med. Men for mig går det lige nu i et adstadigt tempo. Jeg mangler i den grad søvn. I nat blev det kun til et par timer, og det er slet ikke nok. Jeg stod op og gik rundt. Jeg læste lidt, men det sved i øjnene. Gik i seng igen, bare for at ligge og blive mere og mere 'ophidset' over, at søvnen ikke indfandt sig. Jeg kan så nu tænke over, hvorfor jeg ikke satte mig med et håndarbejde. Der er så meget, jeg gerne vil nå inden jul. Men det gjorde jeg ikke, for om natten kan jeg ikke koncentrere mig, så kører tankerne i ring.
Heldigvis kom jeg ud på min sædvanlige morgengåtur. En vask blev også klaret. Men nu sidder jeg blot og kigger ud på de farver, der er tilbage ude i haven. En salme falder mig i hu: Dybt hælder året i sin gang.
Vers 4 lyder:
Lad gulne hvert et blad på kvist,
lad falme alle strå,
Guds kærlighed, jeg ved for vist,
omskiftes ikke så.
Jeg har besluttet, at i dag er det nødvendigt med en middagslur, da jeg i aften skal mødes med veninder, og det plejer at være SÅ hyggeligt med gode samtaler og mange grin. Vi slutter altid af med sang til Mette Karins klaverspil, og det bliver som regel sent inden vi siger godnat.
Weekenden blev tilbragt i sommerhuset. Her mærkede vi virkelig Freja. Men inden hendes ankomst, havde vi nået det vigtigste, nemlig at få plantet havtorn.
Jeg havde også et ønske om marehalm på grunden. Det blev i form at et par "baljer", så skulle det være til at styre! - Og ih, hvor manden slæbte sand.
Men naturen kan ikke helt finde ud af det. Se bare her
Store knopper, som er lige ved at briste.
Stormen Freja ruskede vældigt op i det om aftenen. Vi kiggede på hinanden og sagde, huset har holdt til det, der er værre. Jeg måtte fjerne de ting, der stod i vinduet, da det gav sig så meget, at tingene var ved at falde på gulvet.
Dagen efter måtte vi ned til havet og se, hvordan det så ud.
Solen skinnede, og det var dejligt at gå langs havet til Søndervig.
Hjemme igen blev frokosten indtaget udenfor i solskin - og det var den 8. november!
1
1
