Ud at se - på cykel

Når solen skinner, bli'r jeg ung..... Det ved jeg selvfølgelig godt, ikke er tilfældet, men pyt, jeg synger gerne denne sang - højt - som om det skulle hjælpe! Men når solen skinner, nyder jeg i den grad at te mig, som om jeg kan en hel masse.
For eksempel at komme ud på cykeltur. Jeg behøver ikke at komme ret langt væk fra bopælen, for at nyde naturen. Jeg bor jo midt i et af de skønneste landskaber. Så en tur rundt i Bjerre Herred, giver mig glæde.
Lørdag blæste det godt nok en 'hel pelikan' -hvad det så end betyder, men hvis jeg ikke havde haft strøm på cyklen, var jeg ikke kommet ret langt omkring. Alligevel cyklede nu godt 42 km. En tur op til Åstrup, Rårup, Bjerre, Hornsyld, Barrit via Klakring ned til Juelsminde, hvor jeg gjorde holdt på Havnen for at købe en is. Der var rigtig mange, som havde fået samme ide. På havnen holdt der mange  motorcykler, så min lille cykel stod vist og blev helt genert, ved at blive stillet op ved siden af disse fine køretøjer med en motor, der er MEGET stærkere, end det den kan præstere.
Når man cykler, oplever man naturens gang helt tæt på

 

Ukrudt er fint, når det bare ikke er hjemme i min have, det står.

 

En grøftekant var helt blå af disse fine blomster.

I dag havde blæsten lagt sig. Til gengæld var der ikke megen sol i morges, da jeg cyklede til Juelsminde for at gøre dagens nødvendige indkøb. Dejligt som folk, jeg ikke kender, begynder at tale til mig, når man står ved cyklen. Det sker ikke, hvis man er i bil.

Men efter frokost, var solen kommet frem, og da jeg vist havde spist rigeligt til den dejlige frokost, måtte cyklen ud igen. Nu gik turen via Palsgaard Park til Snaptun. Jeg skulle lige forbi parken for at se, om påskeliljerne var sprunget ud. På min morgentur fredag var de lige ved at briste.

 

-og jo der sker virkelig noget lige nu!

Da jeg kom til Tønballe skov, troede jeg, at jeg kunne komme igennem den ned til Snaptun. Det kan man vist også, men jeg valgte tilsyneladende en forkert vej, for pludselig måtte jeg stoppe

 

Stien stoppede, og der var et stort vandhul.

Jeg opgav, og måtte så tilbage. Nu havde jeg ikke lyst til at prøve flere stier, da det er tungt, at få cyklen op ad stejle skovstier, så jeg tog tilbage ud af skoven, og resten af turen mod Snaptun foregik på  asfaltvej. 

I Snaptun gik jeg en lang tur langs vandet, inden turen gik tilbage til Skrænten.

Hvis i undrer jeg over, hvorfor manden min ikke er med, så er grunden, at han har fået en fibersprængning, og lægen har beordret, at han holder sig i ro.